Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORTALE
XIX
Fortalen til dette. Blandt dem, jeg her nærmere tror at burde omtale, ere først
og fremst de to Hovedskrifter, af hvilke jeg især har øst, nemlig Olaf
Tryggves-søns Saga og Olaf den helliges Saga i deres forskjellige Bearbejdelser. Af dem
begge findes to Hovedbearbejdelser, een ældre, som jeg har kaldet legendarisk,
fordi den med Forkjærlighed dvæler med de legendemæssige og i det
overnaturlige spillende Bedrifter, hvilke Sagnet har tillagt hine to, af Christendommens
Grundfæsteise i Landet fortjente Konger, især den sidste; og een yngre, som jeg
har kaldet historisk, fordi den, uden just ganske at slaa Vrag paa det legendariske
og overnaturlige Stof, dog især holder sig til virkelig historiske Begivenheder,
fremstiller stundom endog Begivenheder, der i den legendariske ere overnaturlige,
paa en naturlig og sandsynlig Maade, og stræber efter at iagttage streng
Chrono-logi. Forfatteren til den legendariske Olaf Tryggvessøns Saga kjender man: det
er Munken Odd Snorressøn i Thingøre Kloster paa Island, der i Aarene mellem
1170 og 1200 udarbejdede en saadan paa Latin, hvilket Verk strax efter, uvist
af hvem, maaskee endog af ham selv, blev omarbejdet paa Modersmaalet.
Forfatteren af den legendariske Olaf den helliges Saga kjendes ikke; men i den Form,
at den eneste Aarsag, der bragte Sviarne til at forblive i Svithjod, netop var disse Skoves
Uigjennemtrænge-lighed for en Indvandringsflok, medens i modsat Fald, det vil sige, ifald Skovene havde været saa farbare,
at de ikke standsede Nordmændenes Fremtrængen, ganske vist ogsaa Sviarne selv, under den for alle
ger-maniske Indvandrings-Stammer fælles Trang til at drage saa langt mod Vest som muligt, vilde have trængt
videre frem, maaskee lige til Norge, og i alle Fald ikke have slaaet sig til Ro ved Mælaren: —naar man,
siger jeg, enten ikke kan, eller ikke vil indsee dette, da har jeg intet mere dertil at sige, end at det er den
blinde, og mod alle Fornuftsgrunde døve, om et forældet Standpunkt vidnende, med Videnskabens
Værdighed uforenelige, og i alle Fald barnlige og smaalige, Nationalforfængelighedens Forstokkethed, mod
hvilken jeg har at kæmpe. Jeg maa ellers formode, at den, der for Alvor antager min
Indvandringshypo-these opført paa en saadan Nationalforfængelighedens Grundvold, vil have Vanskelighed ved at forklare,
hvorledes jeg ved at omtale Vikens og Oplandenes Befolkning kan komme til, for første Gang, og uden
nogen Forgængers Exempel, at tillægge den største Deel deraf, altsaa af Indbyggerne i Norges frugtbareste
og bedst befolkede Egne, gøtisk, følgelig saa godt som svensk, Herkomst, og hvorledes jeg længer henne
i mit Verk kan bære over mit Hjerte, saa uforbeholdent at omtale svenske og danske Kongeætters
Herredømme over Norge, deres større Legitimitet og bedre begrundede Ret til betydelige Dele af Landet
fremfor Harald Haarfagres Stamme, og endelig Norges sildige Optræden som organiseret Ståt ved Siden af
Sverige og Danmark. Thi en patriotisk Historieskriver i den Forstand, hvori hiin svenske Anmelder, der
finder «Norskhedsiver» i ej at lade Nordmændene «berøre svensk Grund» ved deres Indvandring, synes
at tage Benævnelsen, skulde naturligviis omhyggeligt have skjult ethvert saadant Forhold, der er mindre
hæderligt for den norske Nation og saaledes mindre smigrende for dens Nationalforfængelighed. Efter min
Mening kan Historieskriveren visselig lægge sin Patriotisme for Dagen, men alene derved at han anvender
yderste Flid paa at opklare saa meget af Fædrelandets Historie, fremdrage saa mange hidtil ubekjendte
Fakta, berigtige saa mange af de hidtil herskende, skjeve Anskuelser, som muligt, uden Hensyn til, om han
derved kommer til at støde an enten mod sine Landsmænds, eller andres Nationalforfængelighed. I den
historiske Virksomhed anerkjender jeg, med andre Ord, ingen anden Patriotisme, end den, der gjør sig
gjeldende i den størst mulige Omhyggelighed, Nøjagtighed og Fuldstændighed ved Samlingen og
Granskningen af de Materialier, hvoraf Fædrelandets Historie konstrueres. Men i Materialiernes Anvendelse
og Historiens Konstruktion har alene Kosmopolitismen sin rette Plads.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
