Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OTTO II’S TOG MOD DANMARK
81
sit Ærende som fuldført, da han, efter den hæderligt bestandne Kamp, begav
sig til sine Skibe for at sejle tilbage til Norge. Han blev en Tidlang liggende ved
Limfjorden for Modvind. Men da han var borte, fornyede Kejseren Angrebet, og
denne Gang lykkedes det ham at sætte Ild paa Danevirke, hvorefter han med
hele Hæren trængte ind i Jylland, og, som det heder, tvang Harald til at lade
sig døbe med sine Mænd og sin Søn Sven. Dette sidste Tillæg om Haralds og
Svens Daab er, efter hvad vi ovenfor have seet, urigtigt, og omtales heller ikke
i de samtidige Vers, som ere os levnede; men forøvrigt stemmer Beretningen med
den korte Fortælling om denne Begivenhed hos den næsten samtidige Thietmar,
den eneste tydske Forfatter, der indeholder noget derom. Thietmar siger nemlig:
«Kejseren angreb Danerne, der havde gjort Oprør mod ham. Han ilede til Slesvig,
hvor Fienderne med væbnet Styrke havde besat det til Landets Forsvar indrettede
Dige, og Porten, der kaldtes «Wieglesdor» (eller efter en anden Læsemaade
«Hegge-dor»); men ved Hertug Bernhards (af Saxen) og min Bedstefader Grev Henriks
(af Stade) Anslag betvang han tappert alle disse Befæstninger»1. Mere fortæller
ikke den tydske Forfatter derom, og han nævner intet om Følgerne; dog synes
han næsten at forudsætte, at Sejren medførte Fornyelsen af det tidligere
Forhold, altsaa Danekongens Underkastelse. Ved Siden af den ovenfor meddeelte,
korte oldnorske Beretning har man en hel Deel andre vidtløftigere og øjensynligt
urigtige, ved hvilke vi derfor heller ikke ville dvæle nærmere2. Til disse
Urigtigheder hører ogsaa den, at Olaf Tryggvessøn skulde have været med i Kong Ottos
1 Thietmar, III. 4. Wieglesdor eller Heggedor er aabenbart det samme som Egidor eller Øgesdør,
d. e. Eideren, eller Porten ved Eideren. Ifølge Jomsv. Saga Cap. 10 var der to Porte paa Danevirke,
Slies-dør og Øgesdør: den første forsvaredes af Haakon, den anden af Harald selv. Det er ikke usandsynligt,
at Otto har vendt sig til den vestlige Port, da han ej kunde bestorme den østlige.
2 Den vidtløftigste er Jomsvikingasaga, Cap. 8—11, der lader Otto den røde (d. e. Otto II) en Juul
sværge det Løfte, at han i tre Somre efter hinanden vilde drage i Krig til Danmark; Harald sender derfor
strax et Skib «med 60 Mand» til Norge, for at kalde Haakon ned; Haakon kommer, og hjelper Harald til
at overvinde Otto i et Søslag og siden i et Landslag, efter hvilket Kejseren kaster sit Spyd i Søen og lover
næste Gang enten at christne Danmark eller dø. Haakon giver nu Harald det Raad at opføre Danevirke,
og begiver sig hjem. Otto samler Folk i hele tre Aar, og kommer da endelig tilbage til Danmark med en
uhyre Hær. Haakon indfinder sig efter hans Opfordring atter hos ham; Haakon forsvarer Danevirke, men
dette opbrændes endelig efter Olaf Tryggvessøns Raad, og Otto forfølger Harald og Haakon, indtil de lade
sig døbe. Snorre (Olaf Tr. Cap. 26) stemmer i det Hele med Fagrskinna, og nævner kun eet Felttog. Han
lader vistnok Olaf Tryggvessøn være med i Striden, men nævner intet om Danevirkes Brand. Olaf Tryggv.
Saga, Cap. 66—70 kan kaldes et slet Forsøg paa at forene Jomsvikingasagas og Snorres Beretninger. Her
tales ogsaa om Landsen, men det er Otto den unge (Otto III), som fører Krigen. Odd Munk (Cap. 12)
stemmer med Jomsvikingasaga. Saxo (10de Bog S. 481) fortæller at Kong Harald paa den Tid var i Halland
for at hjelpe sin Svoger Styrbjørn, at Kejseren uhindret gjennemfor hele Jylland lige til Limfjorden, at
han her kastede sin Landse i Havet og vendte om igjen, men at Harald imidlertid kom til, og forfulgte ham
imder Tilbagetoget, idet han ogsaa dræbte Eppo, hans Bagtrops Anfører. Om alt dette se Petersen, Danm.
Hist. II. S. 111—122.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
