Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SIGMUND BRESTESØN DRAGER TIL FÆRØERNE
131
Angreb af Sigmund, hvis Ry paa denne Tid sikkert maatte have naaet
Færøerne1.
Om Vaaren var Sigmunds Knerrer færdige, og han gjorde sig rede til Rejsen.
Da han sagde Jarlen Farvel, spurgte denne ham, hvad Tro han egentlig havde.
Sigmund svarede efter nogen Betænkning at han ingen anden Tro havde end
paa sin Lykke og Styrke. «Det duer ikke», sagde Jarlen; «du bør søge din Trøst
hos den Guddom, til hvilken jeg sætter al min Tro, nemlig Thorgerd Hølgabrud;
vi skulle nu besøge hende, og bede hende om Held for dig». Sigmund bad ham
raade, og fulgte ham til Skogs, først paa en Vej, og derpaa ad en Sidesti til en
opryddet Plads, hvor Gudehuset stod, omgivet med en Skidgard. Huset var
meget smukt, med Guld og Sølv indstøbt i Udskæringerne. De gik ind, og kun
faa Mænd med dem. Der var Glasglugger rundt omkring, saa at der ingensteds
var mørkt. Der fandtes en Mængde Gudebilleder; Thorgerd Hølgabruds var inderst,
lige for dem, prægtigt smykket. Jarlen kastede sig ned for hendes Fødder og laa
der længe. Siden stod han op og sagde til Sigmund, at de skulde ofre hende en Gave,
nemlig noget Sølv, som de lagde paa Stolen foran hende. «Hvis hun nu», sagde
Jarlen, «vil modtage Gaven, kunne vi merke det derpaa, at hun slipper den Ring,
hun har paa Armen, og den Ring vil bringe dig Held». Jarlen tog fat i Ringen,
men han fik den ikke løs, og Sigmund troede at se, at hun bøjede Haanden tilbage.
Jarlen kastede sig atter ned, og Sigmund saa at Taarerne stode ham i Øjnene;
derpaa stod han op, tog atter i Ringen, og nu gik den endelig løs. Han gav
Sigmund den, og sagde at han aldrig skulde skille sig ved den. Derpaa sagde han
Sigmund Levvel. Om Jarlens Tro virkelig var saa levende, at han indbildte sig
at Gudebilledet efter Behag kunde holde og slippe Ringen, eller om han blot ved
en efter hans Forestilling from List vilde skuffe Sigmund og sætte Mod i ham,
kunne vi nu ej længer med Sikkerhed afgjøre, men efter hvad vi forresten kjende
til Haakon, er det første det rimeligste2.
Sigmund sejlede nu afsted med sine Knerrer. Han selv styrede den ene, og
Thore den anden. Paa hver af dem skal der have været 50 Mand. En heftig Storm
skilte dem ad, og de dreve i nogle Dage om paa Havet; endelig fik de god Vind,
og Sigmund kom til Øerne i Nærheden af Østerø. Han ønskede helst at komme
1 Færeyingasaga Cap. 22, 24 og Olaf Tryggv. Saga Cap. 184, 185 beskriver Skuvø saaledes som vi
ovenfor have beskrevet Store Dimun, og henføre saavel Virket, som Assurs Død til hiin 0; men da de gamle
Viser og Sagn paa Færøerne henføre den sidstnævnte Begivenhed til Store Dimun, og desuden Beskrivelsen
alene passer paa denne 0 (se Fortalen til Rafns Udg. af Færeyingasaga S. VII—X) har jeg ikke betænkt
mig paa, i dette Stykke at afvige fra den rimeligviis paa Island eller i Norge af Folk, der vare ukyndige
i Lokalforholdene, nedskrevne Saga, i hvilken en Forvexling mellem de to Breste forhen tilhørende Øer
Skuvø og Store Dimun saa let kunde opkomme.
2 Færeyingasaga Cap. 23. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 184.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
