Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EGIL SKALLAGRIMSSØN
145
Tungt er mig nu
Tungen at røre,
svagt kun fra Munden
Stemmen lyder;
Ej ser det ud til
at jeg kan kvæde,
da Kummer svar
knuger Sindet.
Efter at han endnu i et Par Vers har omtalt, hvor vanskeligt det falder ham
at digte, vedbliver han:
Thi min Æt
mod Enden lakker
som Træets Grene
trufne af Lynet;
Ak, for den Fader
al Fryd er svunden,
som Sønnens Lig
paa Lejet strækker.
Stort var det Brud
som Bølgen gjorde
i min fædrene
Frænde-Kreds;
aabent stedse
og uudfyldt stander
Sønnens Skaar,
som mig Søen voldte.
Meget har Ran
røvet fra mig;
hvor ere alle
elskede Venner?
Havet har slidt
min Slægts den bedste,
den ædleste Traad
fra mit eget Hjerte.
Kunde med Sverdet
min Sorg jeg hevne,
ilde det skulde
Øge bekomme!
Kunde i Havet
min Hevn jeg fremme,
hans Viv jeg vilde
visselig ramme.
Men ak, mod Jøtnen
den ødelæggende
Mennesket ej
det mindste formaar;
al Verdens Folk
som Fnug for Gubbens
vrede Blik
bråt henvejres.
Mig har Havet
meget ranet.
Grumt er Frænders
Fald at nævne;
svandt min Alders
Skjold saa f age,
ranet mig blev
min bedste Støtte.
Selv jeg det veed,
i den Søn, jeg misted,
var ingen Thegns
Evne voxet,
om han til Ynglings
Aar var kommen,
førend ham Herj ans
Hænder borttog.
I alt han føjed
sin Fader kjærlig,
skjønt Alverden
andet sagde;
mig han hjalp
i mit Huus saa venlig
og min Magt
meest han støtted.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
