Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EGIL SKALLAGRIMSSØN
147
Kvad, der alle bleve meget berømte; blandt disse er ogsaa den ovenfor omtalte
Draapa, som han digtede til Ære for sin Ven Arinbjørn, ved Efterretningen om
at han var kommen tilbage til sit Fædreland og sin Fædrenegaard. I dette Digt
er der flere merkelige Hentydninger til den Tjeneste, Arinbjørn beviste ham,
da han i York var falden i Erik Blodøxes Vold1. Skalden Einar Skaaleglam søgte
Egils Bekjendtskab; de bleve gode Venner, og fornøjede sig, heder det, med at
tale sammen om Skaldskab. Sidenefter, da Einar var kommen tilbage fra sit
sidste Ophold hos Haakon Jarl, hvorunder han havde deeltaget i
Jomsvikinge-slaget, besøgte han Egil, for at forære ham det Skjold, Jarlen havde givet ham.
Egil var da ikke hjemme, og Einar ventede paa ham i tre Dage, men da det i den
Tid ikke ansaaes passende at forblive længere i Besøg paa eet Sted, rejste han
bort, efter at have hængt Skjoldet op over Egils Sæng, og anmodet Folkene paa
Gaarden om at bede Egil modtage denne Gave. Samme Dag kom Egil hjem,
saa Skjoldet og spurgte, hvo der ejede det herlige Stykke. Folkene bragte ham
Einars Hilsen. Men i Stedet for at glæde sig over Gaven, blev Egil heel fornærmet,
som om Einars Mening var at han skulde kvæde om hans Skjold; ja han vilde
endog have redet efter ham og dræbt ham, hvis Einar ikke allerede havde faaet
for langt Forspring. Imidlertid digtede han om Skjoldet, og kom igjen i Venskab
Paa før sit Giftermaal og kun 18 Aar gammel opholdt sig der (se ovenfor S. 36, 37). Olaf kan følgelig ej
være bleven gift førend 965 eller 966, altsaa senere end Harald Graafelds, end sige Haakon den godes Død,
eller ogsaa maa Thorgerd have været ugift, da hun af snakkede sin Fader fra at hungre sig ihjel; dog, da
det heder saa udtrykkeligt at hun blev hentet fra Hjardarholt, kan man heller ikke vel antage dette. End
større Vanskelighed opstaar derved, at Egils Saga i Cap. 83—88 vidtløftigt omtaler de Stridigheder,
Thorstein Egilsson havde med Tunge-Odd, efter at hans Moder Aasgerd var død og Egil havde overladt ham
Gaarden Borg, medens de islandske Annaler udtrykkeligt lade Thord Gelle og Tunge-Odd dø 965; thi i
saa Fald maatte hine Stridigheder have fundet Sted før 965, og Egils Flytning endnu tidligere; Thorgerds
Giftermaal, som endnu laa en god Stund forud for denne, vilde saaledes falde i det mindste før 960. Det
er ovenfor (S. 85) viist, at Angivelsen for Thord Gelles Vedkommende maa være rigtig, hvilket end ydermere
fremgaar deraf, at Eyjulf, Thord Gelles Søn, allerede ved Thorgrim Godes Død 964 optræder som
selvstændig Høvding uden at hans Fader nævnes. Man maa derfor her gribe til den Udvej at antage, at
Tunge-Odd ej døde samme Aar, som Thord Gelle, men noget senere, og at Annalernes Udsagn med Hensyn til
ham er urigtigt. Thi Egils Sagas Beretning har fuldkommen Sandsynlighedens Præg.
1 Se derom ovenfor, B. II. S. 352. Det heder fremdeles: «Det Skin, som udgik fra Eriks Bryn, var
ej trygt at se paa, da Kongens ormblanke Pande-Maane skinnede med skrækkelige Straaler. Dog vovede
jeg at bringe Fyrsten mit Hoved, saaledes at Odins Drik (Kvadet) kom brusende til Enhvers Øre.
Haul-derne i Kongens Sal fandt ikke den Belønning, jeg fik for Kvadet, hamfager, da jeg til Gjengjeld for Odins
Mjød fik den ulvgraa Hattefyld (Hovedet) af ham; jeg tog imod det, og dermed fulgte mine sortbrynede
Øjne og den Mund, hvormed jeg frembar Digtet for Kongens Knæ; jeg beholdt mine Tænder, min Tunge
og mine Øren: det var dog bedre end Guld. Da stod hiin tro Ven ved min Side, Arinbjørn, paa hvem jeg
kunde stole; han var den, som ene vovede at frelse mig for Kongens Vrede; han svigtede mig ej i Kongens
Gaard». Han roser Arinbjørn for hans Ædelsind og Gavmildhed. «Ingen», siger han, «gik haanet eller
tomhændet fra Arinbjørns Huus. Denne Ædling, der bor i Fjordene, er grum mod sit eget Gods, han hader
Draupnes Sønner (Guldringene)».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
