Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
THRAAIN OG NJAALSSØNNERNE UDENLANDS
175
Atgeiren: det klang i den, saa Rannveig vaagnede og spurgte forbitret, hvo der
vovede at røre ved den. Høgne sagde, at han vilde bringe sin Fader den, for at
han kunde fremvise den paa Vaabenthing i Valhall. «Bær den først selv, og hevn
din Fader med den», sagde hun. Deres første Vandring var til Gaarden Odda,
hvor de dræbte Geir Godes Søn Roald, der havde gjort sig til af at have givet
Gunnar Banesaar, tilligemed en anden af de Sammensvorne. Derfra droge de til
Trihyrning, hvor Skarphedin dræbte Starkad og Høgne Thorgeir. Endelig
hjemsøgte de Mørd Valgardssøn paa Hov, og kom uforvarende paa ham. Han bad
om sit Liv paa enhver Betingelse; Skarphedin fordrede at han skulde overlade
Høgne Selvdom, og deri fandt han sig aldeles. De nye Drab skulde nu ogsaa
bødes, men ved Njaals Omsorg blev Overfaldet paa Gunnar og hans Drab her
taget i Betragtning, som om han ikke havde været fredløs. Saaledes kom endelig
et Forlig i Stand1.
Kolskegg, Gunnars Broder, havde imidlertid forladt Landet. Først drog han
til Norge, og Sommeren efter (986) til Kong Svend Tjugeskegg i Danmark, hvor
han nød megen Anseelse. En Drøm, han havde, bragte ham til at antage
Christendommen og drage længer mod Syden; han begav sig først til Gardarike, og siden
til Constantinopel, hvor han blev Væring, giftede sig og døde som Høvding i
Væringeskaren2.
Samme Aar, Kolskegg forlod Island (985), rejste ogsaa hans og Gunnars
Morbroder, Thraain Sigfussøn, og to af Njaals Sønner, Helge og Grim, udenlands.
Thraain landede ved Haalogaland, og begav sig sydover til Lade, hvor Jarlen
tog vel imod ham som den berømte Gunnars Frænde, og beholdt ham hos sig
et Par Aar, i hvilken Tid han udmerkede sig ved at fælde en farlig Viking, hvorfor
Jarlen gav ham det hurtigsejlende Skib Gammen til Belønning3. Njaals Sønner
sejlede fra Island paa et andet Skib, men bleve af haarde Storme fra Norden
drevne til den skotske Kyst, hvor de ankrede, men strax den næste Morgen
anfaldtes af to skotske Høvdinger, Sønner af Maddad paa Dungalsbø, og Frænder
af Mælkolm, der siden blev Konge i Skotland4. Disse satte de Fremmede to Vil-
1 Njaals Saga, Cap. 74—81. 2 Njaals Saga, Cap. 82. 3 Njaals Saga, Cap. 83.
4 Disse skotske Høvdinger føre i Njaals Saga, Cap. 84 og 85, hvor denne Begivenhed omtales, de
nordiske Navne Grjotgard og Snækolf. Disse Navne ere enten Omsætninger eller Forvanskninger af gæliske.
Om de to skotske Jarler, Hunde og Mælsnechtan (Melsnati) der leverede Sigurd Jarl Slaget ved
Dungal-snipen, er der ovenfor (S. 120) talt. Det er der ogsaa ytret at Hunde’s skotske Navn muligtviis var Cuilen.
Imidlertid maa det erindres, at der og i Gaelisken er et Ord, Madadh, som betyder «Hund», og at Jarlen
Hundes Navn saaledes kan have været Madadh eller, som det skrives i vore Sagaer, Maddad, Moddan,
Moldan. I saa Tilfælde kan Hunde have været den samme som den Moldan eller Maddad, der noget ovenfor
nævnes i Sagaen som Snækolfs og Grjotgards Fader. Mælkolm, som lier nævnes, kaldes i Cap. 84 Konge,
i Cap. 85 Jarl; dette sidste er det rigtige, thi han blev ej Konge førend i 1003; men Sagaskriveren, som
vidste, at han siden førte Kongetitel, har paa hiint Sted ladet sig forlede til at give ham den for tidligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
