Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
HA AKON JARL
deren, «at opegge dem igjen, nu de have draget sig tilbage». Gunnar gjorde det
dog, og saarede en af dem. «Der kom en Haand ud med en Guldring om, og tog
en Piil fra Tåget», sagde Gissur; «de vilde vel ikke søge Vaaben ude, hvis der var
nok inde; lad os angribe paany». «Lad os brænde ham inde», sagde Mørd. «Det
skal aldrig ske, om saa det gjelder mit Liv», sagde Gissur; «men du, som er en
saa slu Mand, kunde vel finde paa et andet Raad». Mørd foreslog dem nu at tage
nogle Toug, der laa paa Pladsen og brugtes til at fæste Husene med i Storm,
slynge dem om Aasenderne, kaste Lykkerne om nogle store Stene og saaledes
vinde Taget af Skaalen. Dette skede, uden at Gunnar kunde hindre det. Han
værgede sig fremdeles med sine Pile, og Mørd gav atter det Raad at brænde ham
inde, men forgjæves. Da lykkedes det En at springe op og hugge Gunnars
Buestreng over; Gunnar gjennemborede ham strax med Atgeiren, og fældte strax
efter hans Broder, men fik selv to Saar. Han sagde nu til Hallgerd: «giv mig to
Lokker af dit Haar, og sno deraf en Buestreng til mig med min Moder». «Gjelder
det dig meget», spurgte hun. «Mit Liv», svarede Gunnar, «thi saa længe jeg kan
bruge min Bue, kunne de intet udrette mod mig». «Da skal jeg huske dig den
Kindhest, du gav mig», sagde hun, «og er det mig ligegyldigt, hvad enten du
værger dig længe eller kort». «Enhver har sit at gjøre sig navnkundig af», sagde
Gunnar, «og skal jeg ikke længe bede dig herom». «Ilde bærer du dig ad», sagde
Rannveig, «og skal din Skam længe mindes». Gunnar værgede sig, til han segnede
f.
af Mødighed; da gave de ham mange og store Saar, men han kom dog op igjen
og værgede sig endnu en Tidlang, indtil han endelig fik sit Banesaar efter at have
dræbt to og saaret sexten næsten dødeligt. (986). «En stor Kæmpe have vi
her fældt», sagde Gissur hvite, «hans Forsvar vil mindes saa længe Landet er
be-bygget». Han bad Rannveig om at unde dem Jord til at højlægge deres to Faldne.
«Saameget heller», sagde hun, «som jeg gjerne undte eder alle den». «Vi finde det
undskyldeligt at du taler saa», sagde han, «thi du har mistet meget». Han forbød
at røve og spilde noget paa Gaarden, og begav sig efter endt Arbejde bort med
sin Flok. Mange sørgede over Gunnars Død, især Njaal. Gjerne havde denne
sagsøgt hans Drabsmand, men det gik ej an, da han havde været fredløs;
derimod ytrede han selv Ønsket om, at hans Drab maatte blive hevnet. Gunnar
blev højlagt, saaledes at han sad oprejst, men Atgeiren vilde Rannveig ikke have
lagt i Højen, og sagde, at ingen skulde røre den, uden den, der vilde hevne hans
Død. Hun var saa haard mod Hallgerd, at denne med sin yngre Søn, Grane,
maatte flytte bort; hendes og Gunnars ældste Søn Høgne beholdt Lidarende.
Skarphedin, Njaals ældste og stridbareste Søn, kom kort efter til Høgne, for at
staa ham bi ved Hevnen. Endnu samme Nat begave de sig afsted. Høgne tog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
