Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
HAAKON. JARL
taget Sæde og lukket Døren til den Sal, hvor Mødet holdtes, da Villjam kom,
og efter længe forgjæves at have ventet udenfor, paa at man skulde kalde ham,
endelig i Vrede brød Døren op og styrtede ind i Salen, med de Ord: «skal jeg ikke
have Lov til at være med, eller er jeg da en Forræder?» Da han saa Otto sidde
paa en Bænk ovenfor Ludvig, bød han ham strax staa op, da det ikke sømmede
sig, at nogen sad ovenfor en Konge i hans eget Rige. Otto blev ærgerlig, men
skjulte sin Vrede, rejste sig, og forblev staaende, støttet til sin Stok, medens
Villjam satte sig nedenfor Kongen. Under Mødet selv viste han Villjam den største
Venlighed. Men han var dog forbitret over den Krænkelse, denne havde tilføjet
ham, og aldrig saa snart havde Kongen og Villjam forladt Attigny, førend han
klagede til Arnulf og Hugo, hvilken sidste vistnok heller ikke var tilfreds med det
fortrolige Venskab, som nu var opstaaet mellem Kongen og Villjam. Han
forestillede dem, at den, der agtede ham selv, Tydsklands Konge, saa ringe, vilde
agte dem endnu ringere, og det lykkedes ham at ophidse dem saaledes imod Villjam,
at de besluttede at rydde ham af Vejen. Arnulf, der allerede længe havde været
hans Fiende, paatog sig at udføre Beslutningen. Han sendte et Gesandtskab
til Villjam for at anmode denne om at møde ham paa en 0 i Elven Somme nær
ved Pecquigny, hvor enkelte endnu uopgjorte Sager skulde afhandles og bilægges.
Villjam lovede at komme. Til den bestemte Tid indfandt han sig, uden at ane
noget ondt. Forhandlingerne bleve snart tilendebragte paa det venskabeligste,
man gav hinanden Fredskysset, og Villjam og Arnulf roede hver med sit Følge
bort fra Øen, hiin mod den venstre, denne mod den højre Bred. Da begyndte fire af
Arnulfs Mænd, der vare blevne tilbage paa Øen, at raabe efter Villjam, at han
maatte komme tilbage et Øjeblik, da der var noget, deres Herre havde glemt
at sige ham. Villjam, der i sin Baad kun havde to ubevæbnede Mænd med sig
foruden Rorskarlen, bød denne at ro tilbage, men aldrig saa snart stødte Baaden
mod Øen, førend hine styrtede sig over ham med dragne Sverd, og dræbte ham
tilligemed hans tre Ledsagere1. De skyndte sig efter deres Herre, medens Villjams
Følge roede tilbage til Øen og med stor Bedrøvelse hentede hans Lig (17de
December 942 eller 943)2.
Villjam, der efter sit lange Sverd sædvanligviis kaldtes «Longaspada» eller
«Longuepee», efterlod kun en eneste Søn, den før omtalte Richard. Hans Moder
som samtidig, maa vistnok her have Fortrinet. En af de merkeligste Afvigelser hos Richer er, at han
kalder Gange-Rolf Rolf Ketilssøn (Pertz V. 578), og lader ham falde blandt de øvrige, som nedsabledes
i Eu 927 (Pertz V. 583, 584), se ovf. B. II. S. 299. Han kalder Nordmannerne aldrig andet end «piratæ».
1 De fire Mordere navngives af Dudo: Balzo (med Tilnavn Curtus), Erik, Rodbert og Ridulf.
2 Dagen angives af Villjam af Jumiéges, 16 kal. Jan. 943, hvilket neppe synes at kunne betyde andet
end 17 Decbr. 942, skjønt rigtignok Flodoard angiver 943.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
