Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERLENDS DØD. K AR K MYRDER SIN HERRE
241
Røst, at han vilde give den en stor Belønning, som tog Haakon Jarl af Dage.
Derpaa forlod han Gaarden med den hele Skare, og drog ud til Lade, hvor han
for det første slog sig til Ro.
Jarlen og Kark hørte i deres Skjulested tydeligt, hvad Olaf forkyndte fra
Stenen. Ved det Lys, de havde hos sig, saa Jarlen Kark tydeligt skifte Farve,
og spurgte ham: «hvi er du stundom saa bleg, og stundom saa sort som Jord?
Er det ikke saa, at du vil svige mig?» «Nej», svarede Kark. «Vi vare begge fødde
i een og samme Nat», sagde Jarlen, «og der bliver heller ikke langt mellem vor
Død». Da Natten nærmede sig, spiste de sammen, og drak begge af eet Kar.
Jarlen søgte at holde sig vaagen, da han ikke havde ret Tillid til Kark. Denne
sov en Stund og lod ilde i Søvne. Da vækkede Jarlen ham, og spurgte hvad han
drømte. «Jeg drømte», svarede Kark, «at vi vare begge paa eet Skib, og at jeg
skulde styre». «Dette betyder vel», sagde Jarlen, «at du raader baade for dit og
mit Liv; vær mig derfor tro, som det sømmer sig, saa skal jeg lønne dig godt
naar bedre Dage komme». Atter sovnede Kark og bar sig ilde; paa Jarlens
Spørgsmaal, hvad han drømte, svarede han da han vaagnede: «det forekom mig at jeg
var paa Lade, og at Olaf Tryggvessøn lagde et Guldsmykke om min Hals». «Det
betyder», sagde Jarlen, «at Olaf Tryggvessøn vil lade lægge en rød Ring om din
Hals1, hvis du kommer til ham: vogt dig altsaa for ham, og vær mig tro, da skal
du nyde godt af mig, som før». Det var let at skjønne, hvilke Tanker der nu foregik
i Trællens Sind. De vaagede begge, siges der, som om de indbyrdes passede paa
hinanden. Men ud paa Natten, mod Morgenen, overvældedes Jarlen af Mødighed
og faldt i Søvn. Hans Søvn var urolig. Han skreg højt, og skød snart Nakken,
snart Hælene under sig, som om han vilde staa op. Da blev Kark forfærdet, greb
en stor og hvas Kniv, som hang ved hans Belte, stødte den i Jarlens Strube, og
skar den ud. Dette blev Haakon Jarls Endeligt2. At det ej alene var Rædsel
1 Hermed sigtes naturligviis til at Olaf skulde vilde lade Kark henrette. Olaf Tr. Saga tilføjer ogsaa,
at Kark skulde have drømt om at Olaf skjenkede ham en Hest, hvilket Haakon udtydede saaledes, at han
vilde lade ham hænge. Dette udelades dog af Snorre; Odd Munk nævner alene om Hesten, ej om Ringen.
2 Saaledes fortælles den hele Begivenhed, lige fra Haakons første Uenighed med Bønderne og indtil
hans Død, i Olaf Tryggv. Saga i Kongesagaerne, Cap. 101—104, og med enkelte Udeladelser og
Forkortninger, hos Snorre, Cap. 53—55. Beretningen er saa godt sammenhængende og sandsynlig, at den vistnok
i det hele taget maa ansees troværdig, skjønt det jo, hvad ogsaa Sagaerne antyde, alene kan være efter
Karks egen Fortælling, at man veed hvad der tildrog sig mellem ham og Jarlen, da de vare ene i
Jarlshulen og i Graven paa Rimul, og dette maa da staa ved sit Værd. Odd Munks Bearbejdelse af
Olaf Tr. Saga afviger, som sædvanligt, i flere Enkeltheder, men Afvigelserne ere dog ikke store
og angaa ej Hovedsagen. For Fuldstændigheds Skyld hidsættes de her. Haakon, heder det (Cap. 17),
sendte Bud efter Brynjulfs Hustru, og denne maatte anden Gang lade hende gaa, men samlede Folk og drog
med dem over Gaularaasen mod Lade, hvor Jarlens Hovedgaard og Hovedhov stod. Jarlen flygtede i
Hast med sin Søn Erlend og faa Folk paa to Skibe udefter Fjorden, mon mødte Olaf, der kom med ni.
Jarlen roede da til Land ubemerket i en liden Baad, skjulte sig i en Skov, og flygtede derfra op i Gauldalen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
