Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HAL V CHRISTNE I NORDEN
247
Vor paa Latin — kunde træde i Stedet for de øvrige Guder1. Og man maa heller
ikke forestille sig, at de Nysomvendte, fordi de antoge Christendommen, ophørte
at tro paa de hedenske Guddommes Tilværelse — denne betvivledes neppe
endog af de christne Gejstlige selv —; men Æserne fornedredes kun til at
blive onde Væsener i Stedet for at de hidtil havde været betragtede som
gode; Presterne lærte, og troede vel endog selv, at Djævelen og de øvrige
Mørkheds Aander i Æserne havde aabenbaret sig, og der opstod endog Sagn
om, hvorledes de viste sig blandt Menneskerne, og søgte at besnære og fordærve
Christendommens Talsmænd2. Vare nu end disse Forestillinger fejlagtige, saa
banede de dog Christendommen Vej; efter at Christendommen engang var
antagen og befæstet, ophørte de efterhaanden af sig selv, men uden dem skulde
Norden maaske endnu i flere Aarhundreder have befundet sig i Hedenskabens
Mørke.
Under disse Omstændigheder forstaar man lettelig, hvorledes det gik til, at
baade flere af de Nordmænd, der i Skotland og Irland lærte Christendommen at
kjende, virkelig antoge den, og at derimod andre, som det i de gamle Skrifter
heder, og som vi allerede have omtalt, vare hvad der kaldtes blandede i Troen,
f. Ex. Helge magre, der troede paa Christus og kaldte sin Gaard Kristnes, men
dog plejede at paakalde Thor ved Sørejser og alle Slags Foretagender, hvor det
kom an paa Styrke og Haardførhed3. Man havde maaske et Slags Tanke om, at
da de Christnes Gud var fredelig og ikke yndede Blodsudgydelse, betragtede han
ogsaa Krig i Almindelighed, naar den ikke foretoges til Christendommens egen
Udbredelse, med Ugunst, og at især Vikingetog vare ham imod: da man dog endnu
ikke kunde eller vilde lade Vikingelivet fare, maatte man søge at holde Venskab
med begge Religioners Guddomme, de Christnes Gud og de krigerske Æser. Dette
var vel ogsaa Aarsagen, hvorfor vi oftere finde det omtalt, at Vikinger og Farmænd
1 Vi have saaledes seet, hvorledes Fagrskinna lader Jomsvikingerne drikke Bragafull, medens
Konge-sagaerne tale om Christs og Michaels Minde.
2 I Olaf Tryggvessons Saga selv forekomme flere slige Legender om, hvorledes Thor eller Odin i
menneskelig Skikkelse søgte at skade eller forlokke Olaf, og her udtale sig utvetydigt de herskende
Forestillinger om de hedenske Guders virkelige Tilværelse. En Forklaring om Afgudernes Oprindelse, omtrent
fra Aar 900, og hvori der tillige tages Hensyn til Æserne, findes ogsaa i den i Annaler for nordisk
Oldkyndighed og Historie for 1846, S. 67, optagne angliske Homili, hvor ogsaa nogle af Nordens Guder findes
nævnte. Da Synden var kommen i Verden, heder det, og Kæmperne (entas) havde forsøgt at bygge Babels
Taarn, men vare blevne adsplittede ved forskjellige Sprog, blev Menneskeslægten forlokket af den gamle
Djævel, som før besveg Adam, saa at de gjorde sig Afguder, Solen, Maanen, Stjernerne, Ilden, Vandet,
Jorden, ogsaa forskjellige Jetter og Mennesker, nemlig Saturnus paa Kreta, hans Søn Jovis (Juppiter),
der kaldes Thor blandt nogle Folk, og især agtes højest af Danerne; dennes Søn Mars, Krigsguden, Merkurius,
som Danerne kalde Odin, Venus, af Danerne kaldet Frigg o. s. v.
3 Se ovf. B. II. S. 169, 195, 196.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
