Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAFS OMVENDELSES-IVER
263
afhængige. Derfor tilsagde de ham deres Bistand, og han forkyndte nu for Almuen
i Østre-Viken, at alle og enhver skulde antage Christendommen. Og da han
allerede havde sikret sig de mægtiges Bistand, havde han ingen Vanskelighed
ved at faa dette Bud sat igjennem; thi de øvrige vovede ej at modsætte sig.
Saaledes bleve alle paa den Kant, nemlig det egentlige Øster-Viken eller Ranarike,
døbte. Fra Østerviken drog Olaf til det nordre eller indre Viken, nemlig Egnene
omkring Folden, hvor han ligeledes lod sin Befaling udgaa til alle om at antage
Christendommen. Her mødte han imidlertid større Modstand, sandsynligviis af
den Grund, at de tydske Jarlers Virksomhed, hvilken vi ovenfor have omtalt,
ej havde naaet saa langt som hid, og Christendommen derfor heller ikke havde
vundet saamange Tilhængere der. Men, siger Thjodrek Munk1, Olaf, som saa,
at Barbarernes Hjerter vare forhærdede, at de alene med en kraftig Haand kunde
renses fra Vantroens indgroede Dorskhed og Ureenhed og den ligesom medfødde
eller med Modersmelken inddrukne Tilbedelse af onde Aander, og at de ikke
bevægedes synderligt ved Ordet, tilføjede hyppigt ogsaa Hug og Slag2, efterlignende
sin Herre, der gød Olje og Viin i den Saaredes Vunder, og tillige hiint Evangeliets
Udsagn: «nød dem til at komme ind, for at mit Huus kan blive fuldt». Og derfor,
som det heder hos en anden Chronist, underkastede han dem, hvilke Biskoppen
ej formaaede at overvinde med det aandelige Sverd, Christi Herredømme ved
det legemlige, den Fornemme som den Ringe, det diende Barn saa vel som Oldingen3.
Dette var nu just ikke efter Gregorius’s humane Grundsætninger, hvilke Haakon
Adelsteensfostres Raadgivere synes at have fulgt, men det er vel og højst
sandsynligt, at uden haardere Midlers Anvendelse vilde Olaf neppe have udrettet
stort. Han var selv heftig og ivrig, og det var nu engang Tidens Aand at
forkynde Christendommen blandt Hedningerne paa den Maade. Det fortælles derfor,
at alle de i nordre Viken, der vovede at modsætte sig hans Bud, bleve haardt
revsede; nogle bleve dræbte, andre lemlæstede eller jagne ud af Landet. Og derved
bragte han det saa vidt, at ogsaa Nord-Viken christnedes, og at saaledes hele
det Rige, hans Fader Tryggve havde haft, blev vundet for Christendommen4.
Det er dog heel rimeligt, at Olafs Fremfærd ogsaa for en stor Deel skyldes
Paavirkningen af de Gejstlige, som vare om ham. Af disse har isærdeleshed een
erhvervet Navnkundighed ved sin Heftighed, Voldsomhed og Stridbarhed, og han
var, vel at merke, ingen Englænder, men en Saxer, og saaledes oplært i de tydske
Kejseres Omvendelses-Skole. Hans Navn var Thangbrand, og han udgives for at
1 Thjodr. M. Cap. 11.
2 Her er et uoversætteligt Ordspil: et quia minus movebantur ad verba, addidit frequenter et verbera.
3 Histor. Norv. fol. 10, b. 4 Ol. Tr. Saga, Cap. 140. Snorre Cap. 56. Odd Munk omtaler ikke Viken.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
