Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERLING SKJALGSSØNS GIFTERMAAL
269
sig over dette Svar, og til et Tegn derpaa sendte han hende en Høg, som hun ejede,
efter først at have ladet alle Fjedrene plukke af den1. Da sagde hun: «nu er min
Broder vred»; stod strax op, gik til ham, og bad ham bestemme om hendes
Giftermaal, som han vilde. «Jeg tænkte ogsaa», sagde Kongen, «at jeg havde Magt til
at give hvilken som helst Mand Tign, jeg vilde, her i Landet». Erling og hans
Frænder bleve nu kaldte til, og Aastrid blev festet ham2. Derpaa lod Kongen
Thinget sætte og bød Bønderne at lade sig christne. Da nu Erling og hans
mægtige Frænder gjorde fælles Sag med Kongen og stemmede for Christendommens
Antagelse, vovede ingen af de mindre anseede Bønder3 at hæve sin Røst til
Modsigelse; de bleve alle døbte, og kort efter holdt Erling Bryllup med Aastrid. Olaf,
som var tilstede, tilbød Erling Jarlsnavn. Men han svarede stolt: «Herser have
mine Frænder været før mig, og jeg vil ikke bære højere Navn end de; derimod
vil jeg gjerne tage imod at blive den ypperste Herse i Landet». Dette tilsagde
Kongen ham, og gav ham alle Fylkerne lige fra Sognsøen til Lindesnes, altsaa
Hørdafylke, Rygjafylke og det vestlige af Agder, i Forlening paa samme Vilkaar,
som Harald Haarfagre havde givet sine Sønner Len at bestyre4.
32. Sogn, Fjordene, Søndmøre, Raumsdalen christnede.
St. Sunnivas Helligdom.
Efter at den sydlige Deel af Gulathingslagen paa en saa let Maade var bleven
christnet, stevnede Olaf Indbyggerne af de fire Fylker, Sogn, Fjordene,
Søndmøre og Raumsdal, til et Thing paa Drags-Eidet (paa Stadland) endnu samme
Høst, for at underhandle med dem om Christendommens Antagelse. Selv
indfandt han sig der med en talrig Skare, thi foruden den Flok, han havde haft med
sig fra Østlandet, sluttede ogsaa flere sig til ham fra Rogaland og Hørdeland.
Han bød de forsamlede Bønder at antage Christendommen, og da det syntes ham,
som om de ikke havde videre Lyst dertil, forelagde han dem to Vilkaar, enten
1 Dette skulde vel betegne hendes forladte Tilstand, hvis Olaf slog Haanden af hende; jvfr. B. I.
S. 222.
2 Odd Munk lader i sin Bearbejdelse denne Begivenhed gaa forud for Olafs Ankomst til Viken, og
Hyrnings og Thorgeirs Giftermaal. Han nævner ligefrem Ølmod, Søn af Hørde-Kaare («der var saa mægtig
at han overvandt 9 Konger») som den, der førte Ordet, og rimeligviis er det herfra, at Snorre har hentet
hans Navn. Odd Munk udgiver ogsaa Aastrid, der egtede Erling, for en Datter af Lodin, og saaledes kun
en Halvsyster af Olaf. Da han tidligere nævner Aastrid tilligemed Einar Thambeskelver i Anledning af
de forskjellige Meninger om Tidsregningen (se ovf. S. 222) er det ikke usandsynligt, at Aastrid har været
eri af dem, hvis Beretninger om Olaf ligge til Grund for de senere Beskrivelser af hans Levnet.
3 Disse maa nærmest have været Nordhordlændinger.
* Ganske de samme kunde dog ikke Vilkaarene være, for saa vidt Odelen ej længer tilhørte Kongen;
Meningen var vel kun, at Erling skulde oppebære de halve kongelige Indtægter. Jvfr. ovf. B. II. S. 216
—217. Olaf Tryggv. Saga Cap. 147. Snorre Cap. 62—64.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
