Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ST. SUNNIVA
271
af en talrig Skare Mænd, Kvinder og Børn, paa tre Skibe uden Sejl, Aarer, Ror,
og Vaaben, overladende sig ganske til Guds Styrelse. Vinden drev dem mod
Norden, henimod Norges Kyst, hvor Sunniva med den større Deel landede ved
den lille 0 Selja eller Sellø nærved Stadland, og de øvrige ved Øen Kinn i
Sønd-fjord. Disse Øer vare dengang ubeboede, og brugtes kun, ligesom de øvrige
Udøer, til Græsgang for Fæ. Sunniva og hendes Ledsagere søgte Ly i de store Huler,
der findes i Fjeldet paa Vestsiden af Selja; i disse Huler boede de længe, ernærende
sig ved Fiskeri, og dyrkende Gud. Men da Indbyggerne paa Fastlandet bleve var,
at der var kommet Folk paa Øerne, antoge de dem for Vikinger eller
Ugjerningsmænd, og tilskreve dem Skylden for, at flere Stykker Kvæg oftere savnedes. De
henvendte sig derfor til Haakon Jarl med Bøn om at han vilde hjelpe dem til
at fælde disse Ransmænd, og Jarlen begav sig i den Hensigt med en Skare
Bevæbnede til Selja. Da Sunniva og hendes Følge saa de Bevæbnede komme for
at angribe dem, gik de ind i Hulerne, bedende Gud om en salig Død, og om at
forskaane deres Legemer for at falde i Hedningernes Vold. Deres Bøn blev hørt,
thi store Klippestykker faldt ned for de Huler, hvor de havde skjult sig, og Jarlens
Mænd fandt ikke et Menneske. En Stund efter, da Haakon Jarl nys var dræbt,
hændte det sig, at to anseede Bønder1 fra Søndfjord vilde til Throndhjem for at
tale med Jarlen, hvis Død de endnu ej havde erfaret. Ved at drage tæt forbi
Selja saa de, siges der, et underligt Lys hæve sig lige fra Stranden til Himlen;
de lagde til Lands, for at undersøge Aarsagen, og fandt et straalende
Menneskehoved, der gav den sødeste Lugt fra sig; forundrede herover, toge de Hovedet
med, for at bringe Jarlen det. Paa Søndmøre fik de vide at Haakon var dræbt
og Olaf kommen i hans Sted, men de fortsatte dog Rejsen til Lade, bleve godt
modtagne af Olaf, lode sig paa hans Anmodning døbe, og viste ham det medbragte
Hoved. Da Kongen og Biskop Sigurd saa det, sagde de strax at det maatte
tilhøre en Helgen, og bevarede det omhyggeligt. Efter Thinget paa Dragseid spurgte
Kongen dem, der boede Selja nærmest, om de i den senere Tid havde seet
underlige Tegn paa Øen. De sagde, at de oftere havde seet en Lysning over den.
Kongen, Biskop Sigurd, og mange andre Folk begave sig nu ud til Selja, og
bemerkede, at de Klipper, der laa foran de store Huler paa Vestsiden, for ikke
mange Aar siden maatte være nedstyrtede. Ved at lede blandt Klippestykkerne
1 Legenden kjender deres Navne: Thord Egileifssøn og Thord Jorunnssøn. Det er allerede forhen
(S. 16) bemerket, at naar Odd Munk taler om to Mænd, Thord Ingileifssøn (i det opr. Hdskr. maaske
kim J.son) og Thord Egileifssøn, der ej vilde svige Tryggve ved Veggesund, men forlode Gudrøds Hær, da
menes aabenbart de her nævnte, hvilke den legendariske Fortæller allerede ved denne Lejlighed vil
forherlige. — Odd Munk fortæller (Cap. 26) ogsaa om en anden Bonde, der ved at søge efter sin Hoppe paa Selja
opdagede et Lys over Klipperne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
