Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
OLAF TRYGGVESSØN >
faa Folk bo i Landet, thi blot lidet heraf er saa optidnet at det kan bebygges.
Af Korn frembringer det ikkun lidet, thi der har alene været enkelte af de
mægtigste, der saaede Korn for et Forsøgs Skyld: Mængden i Landet veed ikke hvad
Brød er, den saa aldrig Brød. Men der er gode Græsgange, og store Gaarde, hvor
man holder mange Kvæg og Sauder, saa at der beredes meget Smør og Ost, hvoraf
Folket for en stor Deel lever, saa vel som af Kjød af Kvæg og af Dyr, fangne
paa Jagt, som Rener, Hvale, Sæler, Bjørne o. s. v. Der er en stor Mængde vilde
Dyr, som Harer, Ulve, Rener, og især Hvidbjørne. Kulden, siges der end videre,
har faaet overvættes Magt, og saa vel Havet som Landet vidner om, at Frosten
og Kuldens Styrke har Overhaand. Naar Solen staar højest, har den vel
overflødig Kraft til Skin og Lysning, men kun liden til Varme og Hede; dog formaar
den at varme den optidnede Jord saa vidt, at den kan give gode og vellugtende
Urter, saa at man derfor vel kan bebo den optidnede Deel, der rigtignok kun
er ringe. Naar Uvejr indtræffer, som dog ej sker saa ofte, da er det voldsommere
end andensteds, baade med Hensyn til Storme, Frost og Sne. Dette, siges der,
foraarsages af Jøklens Natur, da den selv stedse udskyder en kold Gust, der driver
alle Uvejr fra den, og som oftest holder Luften klar over dens Hoved. Derimod
maa de nærmeste Granner undgjelde det, thi de faa Uvejret over sig, som Jøklen
driver bort. — Endogsaa Isen og Kulden paa Island tillægges Grønlands
Naboskab. Om det stormfulde, med Driviis opfyldte Hav, der omgav Grønland, og
dets Farefuldhed for den Søfarende, havde man ligeledes meget at fortælle.
Stundom, heder det, hænder det sig endog at Havets Bølger optaarne sig som
Gjerder (Havgjerder) omkring Skibet og opsluge det1; forfærdelige Søuhyrer2 vilde
man af og til have seet. Alt dette maatte, trods det vellydende Navn, Erik røde
havde givet Landet, snarere afskrække Nybyggere fra at komme, end lokke
dem. De fleste Nybyggere have derfor vistnok været fredløse, ligesom Erik, eller
misfornøjede, eller urolige i deres Sind og flyttelystne. Saaledes nævnes som
en af de første Beboere Helge, en Søn af hiin Ves tein Vesteinssøn, der dræbtes
af Thorgrim, Snorre Godes Fader. Udsat for Fare baade i Norge og paa Island,
maatte han drage til Grønland, hvor han siden omkom paa Jagten3. En anden
anseet og rig Islænding, Thorbjørn Vivilssøn, drog med sin Datter, den smukke
1 Disse Havgjerdinger omtales vidtløftigt i Kongespejlet. De beskrives som tre uhyre store Bølger,
der ligesom Fjelde omgjerde Skibet i en Trekant, uden at frembyde nogen Aabning. De antages at have
været de Malstrømme, Havsvælg og Iissvælg, som findes hist og her ved Grønlands Kyster, se Grønl. hist.
Mindesmerker III. S. 377. Der nævnes i Erik rødes Saga om en christen syderøisk Mand, der var med
Herj-ulf, en af de første Nybyggere, og digtede en saakaldt Havgerdingsdraape, hvori han bad Christus bevare
ham, rimeligviis mod Havgerdinger.
2 Kongespejlet nævner: Havstramb, Margyge, Havguva, jvfr. Hist. norv. fol. 2. b.
3 Se ovf. S. 154. Helge og hans Broder Berg havde forladt Island paa Grund af Thorkell Surssøns
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
