Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GUDRØD ERIKSSØNS FALD
335
denne Tidende, blev han meget vel tilfreds, og takkede sine Svogere meget for
deres Raskhed og Dygtighed1.
Olaf syntes nu at være kommen i sikker Besiddelse af Kongedømmet. Lige
fra Gaut-Elven til Finmarken adlød Folket ham. Siden Haakon
Adelsteens-fostres Tid havde ikke saa betydelige Dele af Landet været forenede under een
Konge. Hans Hovedformaal, Christendommens Indførelse, var allerede naaet
eller nær ved at naaes; og trods den overdrevne Iver og Heftighed, hvormed han
udførte dette Verk, var han dog yndet af Folket, som faa Konger enten før eller
senere. Det er virkelig et Særsyn, at han kun efter saa faa Aars Regjering, og
tillige efter at have faret frem med saa stor Voldsomhed, kunde erhverve en saa
stor Yndest. Man kan ikke forklare det, uden ved den overordentlige personlige
Indtagenhed, han besad, ved hans ridderlige Væsen og hans udmerkede
Færdighed i alle de Slags Legems-Idrætter, hvorpaa man i hine Tider satte saa megen
Priis. Han var, heder det, den største Idrætsmand i Norge af alle dem, hvorom
man veed at fortælle. Han var sterkere og smidigere end de fleste andre. Han
kunde gaa frem og tilbage paa Aarerne udenbords, medens et Langskib roedes,
og imidlertid lege med tre Haand-Spyd, saa at eet altid var i Luften, og han greb
dem stedse i Fæstet; han kunde bruge begge Hænder lige godt i Kamp, skød med
to Spyd paa een Gang, var en ypperlig Bueskytte, svømmede, som vi have seet,
fortrinligt, og kunde saa godt klavre i Fjeld, at han en Gang, da en af hans
Hird-mænd ifølge et Væddemaal havde søgt at bestige Fjeldet Smalsarhorn (Hornelen)
og hverken kunde komme frem eller tilbage, gik op, tog ham med sig under den
ene Arm, og bragte ham velbeholden ned igjen. Han beskrives som overordentlig
smuk, og især meget lig Haakon Adelsteensfostre, hvilket vel og bidrog meget
til at vinde ham Folkets Hjerter. Han var munter, spøgsom, venlig og nedladende,
gavmild og pragtelskende: kort, han besad alle de Egenskaber, der vare skikkede
til at vække et ærgjerrigt og stridbart Folks Beundring; endog Skyggesiderne ved
hans Charakteer, nemlig hans Heftighed, Iilsindethed, Voldsomhed og Grusomhed,
grundede sig ej paa nogen kold, egoistisk Beregnethed, men alene paa hans brændende
Iver for hvad han ansaa for det Rette, og derfor synes man at have tilgivet ham dem.
Der tillægges ham kun een virkelig grusom Handling, hvilken endog Biskop Sigurd
selv misbilligede, og for hvilken han satte ham aabenbart Skrifte, nemlig at han lod sin
Hund Vige sønderrive en Islænding, der havde dræbt hans Staller Grim ude paa Island2.
1 Olaf Tr. Saga, Cap. 222. Snorre Cap. 94. Jvfr. Thjodr. Munk, Cap. 13. Odd Munk (Cap. 54) har her
en højst urimelig og upaalidelig Fremstilling. Man skulde ellers næsten antage, at det Sted «nord i Viken»,
hvor Gudrød dræbtes, var vestenfor Folden, henimod Agder, hvor han, som vi ovf. S. 35 have seet, i
tidligere Dage opholdt sig og maaske havde ejet Besiddelser.
2 Olaf Tr. Saga Cap. 207, 208, 224, 236, 237. Snorre, Cap. 92. Odd Munk, Cap. 50, 53.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
