Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISLAND. ANGREB PAA BERGTHORSHVAL
395
Trop langsomt nærme sig Gaarden. «Staa de udenfor», sagde han, «faa vi aldrig
Bugt med dem, skjønt vi under alle Omstændigheder ville angribe dem».
Uheldig-viis var Njaal af modsat Mening, og paastod at det var lettest at forsvare sig mod
Overmagten indenfra; han anførte som Exempel, hvor længe Gunnar Haamundssøn
havde forsvaret sig ene mod Mange. «Vistnok», sagde Skarphedin, «men Gunnar
havde at bestille med Mænd, der heller vilde vende om med uforrettet Sag, end
brænde ham inde; disse ville derimod ingen Samvittighed gjøre sig af at hjemsøge
os med Ild, og jeg har just ingen Lyst til at lade mig kvæle inde som en Melrakke
i sit Hul». «Det gaar nu, som oftere», sagde Njaal, «at mine Sønner foragte mine
Raad; da I vare yngre, gjorde I det ikke, og da lykkedes alting bedre for eder».
Helge raadede til at føje ham. «Jeg skal gjerne føje ham i at brænde inde med ham»,
sagde Skarphedin, «thi jeg frygter ikke for Døden, men af hans Raad spaar jeg mig
intet Godt, thi han er nu visselig fej g». De gik nu ind tilsammen, og stillede sig
i Døren, idet Kaare og Skarphedin lovede hinanden indbyrdes, at den, der
overlevede den anden, skulde hevne ham. Da Flose saa, at de vare gangne ind, blev
han glad, og bød sine Mænd at omringe Huset saa tæt som muligt, og især passe
paa at Kaare og Njaalssønnerne ej kom ud. De begyndte nu Angrebet, men efter
at en af deres Flok var falden for Skarphedins Haand, og mange saarede, indsaa
de at de paa denne Viis ingen Vej vilde komme. «Vi faa derfor», sagde Flose,
«gribe til den sørgelige Udvej at brænde dem inde, skjønt vi derved paadrage os
et stort Ansvar for Gud, da vi selv ere christne».
De gjorde nu et stort Baal udenfor Døren, men Ilden slukkedes indenfra,
indtil de fandt paa at antænde en Saate, der laa tæt udenfor Husene, og kaste
det brændende Græs ind gjennem en Loftglugge. Da vidste de, som vare indenfor,
ikke af, førend Taget paa hele Skaalen stod i lys Lue. Kvindfolkene begyndte
at jamre sig, men Njaal satte Mod i dem: «det er kun en Overgang», sagde
han, «og Gud er vist saa miskundelig, at han ej lader os brænde baade i
dette og i det andet Liv». Han gik til Døren, og bød Flose endnu en Gang Forlig
i sine Sønners Navn. Men Flose vilde intet høre derom; «vi vige ej herfra», sagde
han, «førend alle dine Sønner ere døde; dog vil jeg tillade alle Koner, Børn og
Huuskarle at gaa ud». Tilbudet blev modtaget. Helge Njaalssøn søgte at snige
sig ud i Kvindedragt mellem de øvrige, men hans høje Væxt røbede ham, og Flose
gav ham hans Banesaar. Dog udstrakte Flose nu ogsaa sit Tilbud til Njaal, der,
som han sagde, var for god til at brænde inde, men Njaal sagde: «jeg er en gammel
Mand, og kan ikke hevne mine Sønner; jeg vil derfor heller dø end leve med
Skjændsel». Bergthora vilde heller ikke gaa ud; «jeg var ung», sagde hun, «da jeg egtede
Njaal, og jeg har lovet ham at dele Skjæbne med ham». Hendes lille Dattersøn,
27 — Munch: Det norske Folks Historie. III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
