Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
OLAF HARALDSS ØN
med Bjørn og Hjalte derom. Ved en saadan Samtale foreslog endelig Hjalte,
at han skulde drage i Forvejen til Sviakongen og underhaanden føie sig for, om
Sagen virkelig var saa vanskelig, som man troede, eller om den paa nogen Maade
lod sig udføre; thi da han var fra Island, ikke fra Norge, vilde hans Ankomst ikke
vække nogen Mistanke eller Uvilje hos Sviarne; han havde desuden hørt, at to
islandske Skalde, hans personlige Bekjendte, nemlig Gissur svarte og Ottar svarte,
(den sidste en Systersøn af Sighvat) opholdt sig ved Sviakongens Hof og nøde
megen Anseelse1. Dette Forslag fandt baade Ingebjørg og Bjørn særdeles klogt,
og besluttede strax at lade det komme til Udførelse. Ingebjørg udrustede selv
Hjalte til Rejsen, gav ham til Underhold 20 Merker Sølv, og til Opvartning to
Tjenere, hvilke hun bød i Et og Alt at være ham lydige; derhos medgav hun
ham Hilsen, ledsaget af Jertejner, til Olaf Sviakonges Datter Ingegerd, at hun
af al Magt og paa det bedste skulde staa ham bi, hvis han behøvede hendes Hjelp.
Hjalte rejste, kom til Sviakongens Hof, og opsøgte strax Skaldene Gissur og Ottar,
der bleve meget glade ved at see ham, og strax forestillede ham for Kongen, som
en af de meest anseede blandt deres Landsmænd, og den bedste Modtagelse værdig.
Kongen bad dem at tage Hjalte og hans Følge til sig i deres Flok; de gjorde saa,
og det varede ikke længe, førend han havde vundet almindelig Agtelse ved Hoffet.
Ofte sad han med Skaldene paa deres sædvanlige Plads, foran Kongens Højsæde;
Kongen gav sig i Tale med ham, spurgte ham om mangt og meget fra Island,
og lærte ham saaledes nærmere at kjende. Hjalte lod det ej blive herved, men
vidste ved snildeligen at smigre hans Forfængelighed og Ærgjerrighed at vinde
hans Venskab, ja endog hans Fortrolighed. En Dag gik han nemlig, ledsaget af
Skaldene, frem for Kongen, og efter at have ytret, at det alene var Lysten til at
see ham selv og hans Pragt, der havde bevæget ham til at rejse en saa lang og
møjsommelig Vej, fremtog han ti Merker Sølv og sagde: «mellem Island og Norge
gjelder den Lov, at Islændingerne, naar de komme til Norge, betale Landører;
da jeg kom over Havet, modtog jeg alle mine Skibskammeraters Landører, og
da jeg nu veed at I er den, der med Rette har at raade i Norge, har jeg villet bringe
eder dem: her ere de»2. Kongen sagde: «der har ikke paa lang Tid været mange,
som have bragt os slige Afgifter fra Norge, og jeg er dig meget taknemmelig fordi
du har ladet det være dig saa magtpaaliggende at bringe os og ikke vore Uvenner
dem; jeg skjenker dig disse Penge, og dertil mit Venskab». Hjalte takkede ham
1 Om Skalden Ottar svarte have vi allerede ovenfor haft Anledning til at tale: det viser sig at han
har digtet Kvad saa vel om Knut den mægtige, som om Olaf Haraldsson; i det følgende ville vi komme
til at omhandle, hvorledes han kom i Berørelse med denne. Gissur svarte omtales ikke andensteds.
* Dette kunde dog ogsaa forstaaes, som om det alene gjaldt Viken, hvor Hjalte vel maa have landet.
Landøreme betragtedes ellers nærmest som en Afgift ved Bortrejsen fra Norge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
