Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BJØRN STALLARE OG HJALTE I SVERIGE
87
som han sagde, havde viist sig at Lykken fulgte Hjalte; hvad Lykke han selv
havde, vilde han med Glæde ønske dem. Bjørn rejste nu afsted med sit Følge,
og blev vel modtagen i Skara hos Ragnvald Jarl; han var nemlig selv en anseet
Mand, og kjendt af de fleste, der havde seet Norges Konge, da han sædvanligviis
paa alle Thing talte i Kongens Navn. Ingebjørg Tryggvesdatter, Jarlens Kone,
kjendte godt Hjalte fra den Tid, han havde været ved hendes Broders Hof; hun
regnede sig desuden i Slægtskab med hans Hustru Vilborg, Gissur hvites Datter1.
En Dag forlangte Bjørn at tale med Jarlen og Ingebjørg, aabenbarede dem, i
hvilket Ærende han var sendt, og viste dem de medbragte Jertejner til Bekræftelse
derpaa. Jarlen spurgte forundret om han havde begaaet noget, hvorfor Kongen
ønskede hans Død, saa farefuld var denne Sendelse, thi Olaf Sviakonge var altfor
overmodig til at ikke det værste skulde være at befrygte for enhver, der vovede
at forebringe ham en saa forhadt Sag, som denne. Bjørn svarede, at han ej var
sig bevidst at have begaaet noget, hvorfor Kongen var ham vred, men at det var
saa meget af hvad Kongen enten selv paatog sig eller paalagde sine Mænd, som
var forbundet med stor Fare, og nok kunde afskrække enhver, der ikke vare desto
modigere: hidtil havde han dog haft Lykken med sig, og derfor, sagde Bjørn,
vilde han nu trøstigt begive sig til Sviakongen, og ikke vende tilbage igjen, førend
han fuldstændigt havde udrettet sit Ærende, hvad enten Jarlen vilde understøtte
ham eller ej. Ingebjørg tog nu Ordet, og sagde, at det var den største Skam, om
Jarlen af Frygt for Sviakongen ikke af al Magt stod Olafs Sendebud bi: han var
af saa høj Byrd, og havde saa mange anseede og mægtige Frænder, at han dog
vel maatte have Frihed til at tale hvad han fandt sømmeligt, om end Kongen
selv hørte derpaa; om han derved udsatte sig for hans Vrede, eller endog for at
miste Ejendom og Rige, fik være det samme2. Jarlen erklærede sig ikke utilbøjelig
til at staa Bjørn bi, og hjelpe ham til at fremføre sit Ærende for Sviakongen,
hvad enten denne syntes derom eller ej, men han sagde derhos, at han ikke vilde
gaa overilet frem, men betænke sig og oppebie den belejligste Stund: imidlertid
skulde Bjørn blive hos ham. Bjørn takkede ham for dette Tilbud, og forblev hos
Jarlen en Tidlang om Høsten (1017). Men jo længere det led hen uden nogen
Bestemmelse, desto utaalmodigere blev han, og klagede herover til Ingebjørg, der
fremdeles viste sig meget venskabelig mod ham og hans Følge. Hun talte ofte
1 Gissurs Moder Aaluf var en Datter af Bodvar, Erik Bjodaskalles, Ingebjørgs Faders, Broder.
2 Hvis, som vi ovenfor have antydet, Ragnvald virkelig en Tidlang efter Svoldrslaget havde været
i Landflygtighed, eller i det mindste fjernet fra sin Stilling som Befalingsmand, kan man maaske antage,
at han allerede havde sikret sig et Tilhold udenlands, og derfor ikke behøvede at være saa bange for
Svia-kongens Vrede. Det heder senere, at Ingegerd betingede ham et Len i Rusland: hvo veed derfor, om han
ikke selv allerede havde stiftet Forbindelser der.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
