Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
OLAF HARALDSS ØN
daarlig Vind, saa at Farten gik noget langsomt; han holdt sig mere udenskjærs
end indenskjærs, og kom endelig om Aftenen Thorsdag i Paaskeugen (18de April)
til den ydre Side af Karm-Øen, hvor den var mindre bebygget. Da de havde
tjeldet, sagde Aasbjørn til sine Mænd, at de kunde blive der og bie paa ham,
medens han selv gik op paa Øen for at undersøge, hvad der var paa Færde. Han
var simpelt klæd, med en sid Hat, en Fork i Haanden, og et Sverd under Klæderne.
Han gik tvers over Øen, indtil han kom paa en Højde, hvorfra man kunde see ned
til Agvaldsnes Gaard og videre til Karmsund: der saa han en Mængde Folk fare
baade til Lands og Vands, hvilke alle stevnede til Agvaldsnes. Han undredes
derover, gik ned til Gaarden og hen til nogle Tjenestefolk, der syslede med Maden:
af deres Tale hørte han, at Kong Olaf var kommen der til Gjestebud, og just var
gaaen til Bords. Aasbjørn gik nu ind i Stuen: man lagde ikke Merke til ham i
Forstuen, thi der gik Folk idelig ind og ud. Stuedøren selv var aaben, og han saa
Thore Sel staa foran Høj sædesbordet. Han hørte ligeledes, at man spurgte ham
om, hvorledes det var løbet af mellem ham og Aasbjørn, og at Thore nu fortalte
baade vidt og bredt derom, men paa en meget partisk Maade, hvorved Aasbjørn
kom i et latterligt Lys. Da man spurgte ham, hvorledes Aasbjørn optog det,
at de ryddede Skibet, sagde han: «nogenledes, dog ikke videre godt; men da vi
byttede Sejlene, hørte vi tydeligt Graaden sidde i hans Hals». Dette var for meget
for Aasbjørn at taale, han styrtede ind med draget Sverd, og med de Ord: «nu er
dog Graaden ude af min Hals!» hug han til Thore saa voldsomt, at Hovedet fløj af
og faldt paa Bordet lige for Kongen, men Kroppen for hans Fødder, og Disken og
Dugen baade oppe og nede blev ganske blodig. Kongen bød at man strax skulde
gribe Aasbjørn og føre ham ud, medens Thores Lig, Dugene og Bordtøjet blev
taget bort og Blodet afvasket. Kongen var overmaade vred, men som sædvanligt,
afholdt han sig fra heftige Udbrud. Skjalg Erlingsson, Aasbjørns Søskendebarn1,
stod strax op, gik hen til ham, og tilbød at udrede Bøder for Aasbjørn, hvis Kongen
blot vilde skjenke ham Liv og Lemmer, men for Resten bestemme om ham og
hans Gods, hvad han fandt for godt. «Er det da ikke allerede en Dødssag», spurgte
Kongen, «at han brød Paaskefreden, en anden, at han begik Drab i Kongens
Herberge, og den tredie, hvilken I rigtignok ikke agte synderligt, at han brugte mine
Fødder til Huggeblok?» «Det er ilde», svarede Skjalg, «at I, Konge, er saa
misfornøjet, thi ellers var dette et godt Stykke Arbejde; dog, mishager eder det saa meget,
og tykkes det eder af saa stor Bety denhed, saa haaber jeg og at min Tjeneste
hos eder berettiger mig til at fordre meget, og mange ville vist sande, at I godt
kan være bekjendt at tilstaa mig denne Bøn». «Hvor meget du end kan være
1 Skjalg opholdt sig nemlig, som vi have seet, hos Kongen siden Erlings og dennes nye Forlig i Tunsberg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
