Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORS OG VALDRES CHRISTNES
161
stor Mængde, og bevæbnede. Han bød dem at tage ved Christendommen, men
Bønderne bøde ham derimod at slaaes, og fylkede sin Skare; imidlertid bleve de
noget ængstelige om Hjertet, og ingen vilde staa fremst, saa at Enden dog blev
den, at de gik Kongen til Haande og toge ved Christendommen. Han forlod ikke
Vors, førend det var fuldkommen christnet. Fra Olafs Ophold paa Vors fortælles
den besynderlige Historie, at han en Dag, som han havde sunget sine Psalmer
og kom Uge for nogle Høje, standsede og sagde: «disse mine Ord skal gaa fra
Mand til Mand, at jeg fraraader enhver Norges Konge herefter at fare mellem
disse Høje»; — og de fleste Konger skulle ogsaa siden have taget sig vare derfor1.
Fra Vors rejste Kongen over Evanger til Osterfjorden, hvor han havde ladet sine
Skibe møde, og drog derfra til Sogn, hvor han tog Vejtsler om Sommeren. Da
det begyndte at høstes, begav han sig til de indre Fjorde, og derfra gjennem
Lærdalen over Fillefjeld op paa Valdres, hvor Folket endnu var ganske hedensk.
Men førend Bønderne ventede det, skyndte han sig til Vangsmjøsen og tog alle
deres Baade, hvori han selv indskibede sig med alle sine Mænd, og opskar derpaa
Thingbud, idet han lod Thinget tilstevne paa et Sted, der laa saa nær Vandet,
at han, naar han vilde, kunde benytte Baadene. Bønderne, som imidlertid havde
ladet Hærør udgaa, og opbudt baade Thegn og Træl, kom fuldvæbnede i en heel
Hær. Kongen bød dem at antage Christendommen, men de raabte imod ham
og bad ham tie, idet de gjorde megen Gny og Vaabenbrag. Da Kongen saa, at
Bønderne aldeles ikke vilde laane hans Christendomspaabud Øre, og at de derhos
vare for mandsterke til at han kunde tvinge dem med Magten, begyndte han at
tale om noget andet, og spurgte om der var nogen paa Thinget, som laa i Trætte
med hinanden og ønskede Kongens Mellemkomst. Af dem var der nok, som det
nu viste sig; kun Hadet mod Christendommen havde forenet dem. Da de nu
begyndte at foredrage sine Anliggender, deelte de sig i flere Flokke, eftersom
enhver samlede sine Venner og Tilhængere om sig. Saaledes gik hele den Dag
hen. Om Aftenen hævedes Thinget, men Bønderne forbleve endnu samlede, medens
derimod Gaardene randt om i Bygden næsten vare folketomme Olaf, som vidste
dette, roede om Natten tvers over Vandet, lod sine Mænd gaa op i Bygden2, og
begynde at skjende og brænde; hermed fortsattes ogsaa den fø’gende Dag, idet
de roede fra Nes til Nes. Da Bønderne, som laa samlede, saa Røg og Lue stige
op fra deres Gaarde, bleve de, som det siges, løse i Flokken, idet enhver skyndte
1 Olaf den helliges Saga, Cap. 117, Snorre, Cap. 129. Hvilket Sted her nærmest menes, er uvist; det
synes at maatte have været paa Vejen mellem Vorsevangen og Evanger.
’ Sandsynligviis den sterkest bebyggede Deel, eller Vangs-Bygden, hvoraf maaskee kunde sluttes,
at Thinget har været holdt lige over for, paa Nordsiden, f. Ex. ved Oldre eller Sparstad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
