Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAFS INDRETNINGER
165
fikationer kunne dog i det hele taget ej have været synderlig store. I de
Christenretter, som ere os levnede, er det fornemmelig Tiende-Afgiften og Inddelingen i
formelige Diøceser eller Biskops-Stifter, og Tilværelsen af en fast og bestemt
begrændset biskoppelig Jurisdiktion, der, tilligemed alt, hvad som derpaa grunder
sig, maa tilhøre en senere Periode; i Olafs Tid og endnu en Stund derefter var der
nemlig ingen faste Biskopper, men kun omrejsende Lydbiskopper1, og for saa
vidt der var nogen Afsondring mellem bestemte Biskops-Distrikter, kan denne
alene have bestaaet deri, at det Nordenfjeldske med de vestlige Kystfylker dannede
et, og Viken med Oplandene et andet Distrikt, hvilke begge maaske
sædvanligviis berejstes af hver sin Biskop, uden at dette dog kan antages at have været
nogen bestemt Regel2. De øvrige af Bestemmelserne, af hvilke enkelte
udtryk-keligen henføres til Kong Olaf, kunne dog neppe, endog i Formen, have
undergaaet synderlige Forandringer siden hans Tid.
De fleste af vore Christenretter begynde saaledes, at alle og enhver skulle
være christne og forsage Hedendommen; der siges og, at man skal «bøje sig mod
Østen» og bede til den hellige Christ om gode Aar og Fred3. Hvert Barn som
fødes, siges der, skal ogsaa opfødes, med mindre det er en Vanskabning, og da
skal det dog føres til Kirke og primsignes, saaledes bringes ud af Hedendommen,
men — saa raae vare endnu Forestillingerne om hvad man skyldte Humaniteten —
det skulde derpaa enten dræbes eller lægges ned i eller ved Kirken, for der at dø4.
Ethvert Barn, som føddes, skulde døbes inden en vis Tid, og der gaves nøjagtige
Bestemmelser for, hvorledes man skulde bære sig ad i Nødstilfælde, hvor Prest
ikke var ved Haanden, hvilket naturligviis oftest indtraf i den ældste
Christen-domstid i Norge, da Presterne vare faa og vidt adspredte5. Alle hedenske Ofringer
tilligemed alle andre Levninger fra Hedendommen forbødes, som vi allerede have
seet, meget strengt; der gaves strenge Regler for, hvad Spise man kunde nyde,
og hvad der skulde ansees for Uaad, deriblandt alt selvstyrtet. Om
Hestekjøds-Spisning tales ej udtrykkeligt: man synes mere at have forudsat, at det var for-
1 Se Mag. Adam af Bremen, IV. 33.
1 Efter hvad der ovenfor er nævnt om Viken og Christendommen^ første Udbredelse der fra
Tydskland og Danmark af, skulde man maaske kunne antage, at Biskoppen i hine Egne stundom
har staaet i nærmere Forbindelse med Bremen end den nordenfjeldske Biskop, der vel især holdt sig til
England.
8 Ældre Gulathings-Lov, Cap. 1.
* Ældre Gulathings-Lov, Cap. 21. Ældre Frostathings-Lov, II. Cap. 1, 2. Ældre Borgarth. Christenret,
Cap. 1. Ældre Eidsiva Christenret, Cap. 1, 5. Bestemmelserne ere paa alle disse Steder lidt afvigende,
men dog i Hovedsagen eens.
5 Saaledes f. Ex. fik man Tilladelse til i visse Tilfælde at anvende smeltet Iis og Sne, ja endog Spyt,
hvilket senere forbødes; see ældre Gulathings-Lov, Cap. 21, Borgarth., Cap. 2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
