Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GEJSTLIGHEDENS INDTÆGTER
171
Bønderne selv, deeltoge i Folkelivet, og bidroge nødvendigviis derved til at give
Christendommen og den med Christendommen følgende Dannelse den nationale
Charakteer, som den umiskjendelig antog i højere Grad her end i mange andre
Lande. Presternes og Kirkernes Indtægter bestode for øvrigt i den særskilte
Betaling for de enkelte gejstlige Forretninger, saa vel som i milde Gaver. Tiende
-afgiften vovede man endnu ikke paa lang Tid at indføre. Biskoppen havde ifølge
Christenretterne store Indtægter af Sagefaldet for de fleste gejstlige Forbrydelser;
om han allerede oppebar dette i den første Tid, førend faste Biskopsstole
oprettedes, er vel noget uvist, men usandsynligt er det ikke, skjønt det falder af
sig selv, at slige Bøder i hiin Tid neppe kunde blive regelmæssigt inddrevne. Den
saakaldte Rumaskat eller Pederspening, en aarlig Afgift til Paven, bestaaende i
en Pening for hver Mand eller Kvinde, der ejede mere end 3 Mark, og som skulde
betales ved Petersmesse (29 Juni), omtales ikke i de ældre Christenretter1, og
indførtes vel derfor først senere, sandsynligviis ikke førend ved Kardinal Nikolaus’
Nærværelse i Midten af det 12te Aarhundrede, da Erkestolene oprettedes. I
England var dog saavel Tienden som Rumaskatten allerede paa Knuts Tid forlængst
indført2. En Indretning, der, som vi have ytret, minder om Pave Gregorius’
humane og fornuftige Raad til de første Christendomsforkyndere i England3, ej
ganske at afskaffe de gamle i Hedendommen brugelige Fester, men kun at knytte
dem til christelige Festdage, var Ølgerden, eller de i Christenretten selv paabudte
Sammenskuds-Gilder, der skulde holdes, hvor der boede mindst 3 Bønder saa
nær ved hinanden, at de ej uden altfor stor Ubekvemmelighed kunde komme
sammen. Bonden og hans Huusfrue skulde hver bringe en Mæle 01; ved
Sammenkomsterne skulde Mindeskaalene signes og drikkes til Christi og Jomfru Marias
Tak, og for et godt Aar og Fred. Der nævnes tre slige lovbestemte
Sammenkomster, nemlig om Høsten, aller senest før Allehelgensdag, altsaa nærmest
svarende til Høstblot, om Juul, altsaa svarende til Juleblot, og endelig ved St. Hans,
altsaa nogenledes svarende til Sommerblot, der nu ej behøvede at holdes saa
tidligt, fordi man ikke længer drog ud paa Vikingetog4. Saadanne Sammenkomster
var det vistnok, som Ølve paa Egg og de indthrøndske Bønder foregav at have
paa Mæren, og ligesom det i sin Tid var en Æressag for de fornemste og rigeste
Høvdinger, selv at vedligeholde og bekoste Blotfesterne, saaledes maa der have
1 Den omtales alene i den ældre Frostathings Lov II. 20, hvor ogsaa Kardinal Nikolaus og Erkebiskop
Jon I. omtales (III. 17). De øvrige omtale Tiende, men ej Rumaskat.
2 Rumaskat (Römfeöh) omtales i de engelske Love allerførst i Edwards og Gudhrums Tractat Cap. 6.
8 Se ovenfor B. III. S. 252.
4 Ølgerd før Allehelgensdag og før Juul nævnes i Ældre Gulathings Lov, Cap. 6 og 7, og Jonsmesse
01 i Ældre Frostathingslov II. 21.
12 — Munch: Det norske Folks Historie. IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
