Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
OLAF HARALDSSØN
Tliorny, egtede en rig og vennesæl Mand i Lier paa Vestfold, ved Navn Vebjørn
Han boede paa Gaarden Huseby nær ved Dramnsf jorden. De havde to Sønner,
ved Navn Hallvard og Orm, af hvilke den første, da han voxede til, blev en dygtig
og anseet Farmand. Han tog imidlertid ingen Deel i de politiske Begivenheder
paa Kong Olafs Tid, og var maaskee da ikke engang fuldvoxen. Men desuagtet
er han bleven mere berømt end nogen af hans øvrige Frænder, med Undtagelse
af Olaf selv, da han ved sin Død erhvervede Martyrkronen, og næst Olaf blev Norges
fornemste Nationalhelgen.
Olafs egen Familie begyndte ogsaa paa denne Tid at forøges. Med sin Hustru
Aastrid havde han en Datter ved Navn Ulfhild, der sandsynligviis var fød et
Par Aars Tid efter deres Giftermaal2. En af Dronningens Terner hed Alfhild;
hun var, som det siges, hendes Vaskerkone3. Derfor kaldtes hun ogsaa Kongens
Ambaatt eller Trælkvinde, skjønt hun var af god Æt4. Paa hende kastede Kongen
1 Hun kaldes Thorny i Fornm. S. V. S. 267, og i Fortællingen om St. Hallvard i Langebeks Scriptt.
III. 603. Derimod kaldes hun Ulfhild i den legend. Olafssaga, Cap. 1. Saavel i Fornm. S. som i den
legendariske Saga siges hun at være Gudbrand Kulas Datter, hvorimod det i Fortællingen om St. Hallvard
heder: nogle kalde hende en Datter, andre en Datterdatter af Gudbrand.
2 Hun blev i Aaret 1043 gift med Ordulf af Saxland, og var da formodentlig henimod 20 Aar gammel,
altsaa fød c. 1023.
8 Saaledes den legendariske Olafssaga, Cap. 7.
4 Olaf den helliges Saga, Cap. 119, Snorre, Cap. 131. Der nævnes her intet om at hun skulde være af
engelsk Oprindelse. Derimod har Viljam af Malmsbury i sin 5te Bog de pontific. Angl. (Gales Udgave
S. 368, 369) en Fortælling om en «Elfildis» (Ælfhild, Alfhild), der neppe kan være nogen anden end hun,
hvilken ifølge dette bliver en engelsk Kvinde af fornem Æt. Fortællingen afviger i flere, endog vigtige
Henseender fra Sagaernes, men da den dog er heel merkelig, og da det ikke er usandsynligt, at de fornemste
Træk deraf ere sande, meddele vi den her i Uddrag: «Da Danerne i Løbet af Ædhelreds Regjeringstid vilde
hjemsøge England, fik de ogsaa Nordmændene til at følge med; begge Folk vare frygtelig barbariske, men
Nordmændene meest rovgjerrige og udsvævende. En norsk Jarl fik ved et Plyndringstog som en Deel
af sit Bytte en Pige ved Navn Alfhild, af anseet Byrd i England, smuk af Udseende. Jarlen fattede
Kjærlighed til hende, forskød sin Hustru, og bad hende bønhøre ham, men længe forgjæves; dog opnaaede han
omsider sin Hensigt, men døde kort efter, saa at han ej engang opnaaede at see deres Barn født til Verden.
Da han var død, kom Rygtet om hendes Skjønhed for Landets Konges Øren. Efter Folkets Skik fik han
strax Lyst til at besidde hende, og søgte ved de største Tilbud og Løfter at lokke hende til sig, dog saaledes
at hans Dronning ej fik Nys derom. Hun svarede at hun havde bestemt sig til at tjene Gud, og at hendes
første Elsker havde taget hendes Kjærlighed med sig i Graven. Men da brugte Kongen Magten, og hun
fødte ham en Søn, til begges store Bedrøvelse, Kongens, fordi han nødig vilde have at hans Fejltrin skulde
blive bekjendt, Alfhilds, fordi hun frygtede Dronningens Skinsyge. Men Drengens Skjønhed forsonede
dem begge med hans Fødsel, og hun fattede nu virkelig Kjærlighed til Kongen, der af og til besøgte hende,
idet htm opholdt sig hemmeligen hos en Biskop. Dog Kongens pludselige Død afbrød denne Forbindelse,
og for at undgaa Dronningens Forfølgelser flygtede hun til de fjerneste Egne af Norge, ved Hjelp af
Biskoppen, hvem Kongen havde paa sit Yderste betroet Omsorgen for sin og hendes Søn Magnus. Det rygtedes
imidlertid at Kongens Søn opholdt sig der, og Folket gjorde ham til sin Konge, men han levede kun 1V2 Aar
derefter, omkommen ved en voldsom Død, nogle sige, men neppe med Rette, formedelst Høvdingernes
Svig. Da vilde hun drage hjem til England, og aflagde det Løfte, at hvis Gud gav hende en heldig
Overrejse, vilde hvin aldrig spise Kjød uden paa store Festdage. For de Rigdomme, hendes Mand og Søn havde
skjenket hende, kjøbte hun tre store Gaarde (villæ), hvorved hun ernærede sig og sine. Hvin overholdt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
