Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONG OLAFS BØRN
197
sin Kjærlighed. Om Vintren 1023—1024, da Olaf, efter at være hjemkommen
fra Hørdeland, Vors og Valdres, opholdt sig i Nidaros, befandtes det, at Alfhild
var frugtsommelig, og Olafs fortroligste Venner vidste at han var Faderen til det
Barn, hun skulde føde. En Nat om Vaaren (1024) blev hun pludselig syg; kun
faa Folk vare tilstede, nemlig nogle Kvinder, en Prest, Sighvat Skald, og et Par
andre. Fødselen var haard, og hun var nær Døden; endelig fødte hun et
Drengebarn, men det var saa svagt, at man en Stund ikke vidste enten det levede eller
ej. Da det endelig begyndte at give Livstegn, sagde Presten, at man burde melde
Kongen, hvad det var paa Færde. Sighvat svarede, at det torde han slet ikke,
da Kongen strengeligen havde forbudt at vække ham førend han vaagnede af sig
selv. Da Presten forestillede Sighvat, at Barnet, hvis man ej vilde udsætte sig
sit Løfte i flere Aar, indtil hun engang i et Gilde, som hun gav, lod sig overtale til, med sine yderste
Fingertoppe at berøre et lidet Stykke Kjød og føre det til Munden. Men strax tabte hun Brugen af sine Lemmer,
og tilbragte hele tre Aar derefter med at lade sig føre om til de Helliges Hvilesteder, hvor hun forrettede
sin Andagt. Saaledes kom hun og til St. Ealdhelms Hvilested i Malmsbury paa hans Fest den 25de Mai.
Her fik hun paa sin ivrige Bøn sin Helbred tilbage, og skjenkede af Taknemlighed alle sine Ejendomme til
Klostret, aflagde Kydskhedsløfte og henlevede sin øvrige Tid der, hvor hun ogsaa ved sin Død blev begraven».
— Da saaledes hendes Grav fandtes og paavistes ved Malmsbury Kloster, og formodentlig ligeledes
Gavebrevene, hvorved hendes Gods skjenkedes dertil, hvilede i Archivet; og da derhos Viljam selv, død 1141,
maa kunne have seet og talt med gamle Mænd, hvis Fædre i det mindste kunde have seet hende, tør man
ikke bortvise denne Beretning som usand, især da han selv tilføjer, at dette Mirakel baade formedelst
Personens anseede Stilling og Tidens Nærhed godtgjorde «at der gaves mange sande Begivenheder, som Historien
dog ej har optegnet». Paa den anden Side er det igjen besynderligt, at Viljam, der selv ellers veed at tale
om St. Olaf (Savile S. 74) her ej skulde betegne ham anderledes end som «en Konge», hvilken han endog
skildrer som en barbarisk Vellystling. Fremdeles omtaler han og Forholdene ved hans Død paa en urigtig
Maade, og gjør Magnus’s Regjeringstid altfor kort, ligesom ogsaa Harald Sigurdssøns Saga intet veed om
Alfhilds Død i England, men lader hende dø hos Thorkell Geysa i Jylland, Aaret efter Magnus’s Død (Cap. 39).
Dette omtales rigtignok ikke hos Snorre, og hine Afvigelser fra Sagaernes øvrige Beretninger kunne være
Unøjagtigheder, der i Tidens Løb ved Fortællingens mundtlige Overleverelse have indsneget sig. Men det
kan dog ej negtes, at flere af de i Sagaen omtalte Omstændigheder ved hiin Beretning finde sin Forklaring,
nemlig hvorfor Olaf holdt deres Forhold saa hemmeligt, og hvorfor Alfhild ved Magnus’s Udnævnelse til
Konge kom til Hoffet, hvor hun altsaa ikke forhen havde været, medens hun derimod maaskee havde
opholdt sig paa Oplandene hos Biskop Grimkell, under hvis Varetægt Olaf i saa Fald har stillet hende,
da han ved sin Afrejse fra Sverige til Rusland sendte Biskoppen tilbage til Norge. At Alfhild havde en
Søn ved Navn Thore, med en anden Mand end Olaf, og rimeligviis førend hun blev kjendt med denne,
bevidne vore Sagaer; ja Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 30 tillægger hende endog en Datter, skjønt i en
Fortælling, der i det hele taget synes utroværdig, og heller ikke findes hos Snorre. Spørgsmaalet bliver nu,
hvilken norsk Jarl det var, som skulde have faaet Alfhild i Krigsbytte. Det maa, som man seer, have været
en Kriger i Erik Jarls Hær; men da der neppe var andre Jarler i denne Hær, end han selv, og da en Jarls
efterladte Hustru eller Frille neppe vilde være bleven Dronningens Tjenestepige, er det langt
sandsynligere at Jarletitlen er en Forskjønnelse af Sagnet, og at hendes Herre kun har været en simpel Mand. I
Harald haardraades Saga, Cap. 23 siges der, at Kong Harald ansaa det for en Skam, at have hendes Søn
Thore til Gjenbo ved Bordet, og drillede ham med at hans Fader hed Hvinngest (den rapsende Gjest),
hvilket Thore ej ligefrem benegtede. Hvis «Hvinngest» ikke blot var et Øgenavn, vilde vi altsaa her have
Thores Faders Navn, i alle Fald viser det, at han ej var meget anseet. Det er ej usandsynligt, at vore
Saga-fortællere, der nødig vilde skildre Olaf fra den ufordeelagtige Side, have gaaet over de enkelte
Omstændigheder ved hele denne Sag saa let som muligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
