Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS OLAFSSØNS FØDSEL
199
heller ikke egtet hende af Kjærlighed, og ligesom hendes egen Fader, Olaf
Svia-konge, ej havde sat synderlig Priis paa hende, fordi hun kun var en Frilledatter,
saaledes har det vel heller ikke været frit, at jo ogsaa hendes Mand maa have
tænkt med en vis Harme paa, at han kun havde faaet hende, ej hendes højbyrdige
Syster Ingegerd til Egte. Men for øvrigt er der ingen Spor af at Olaf ikke skulde
have viist Dronning Aastrid den sømmelige Ærbødighed. Han skal endog have
været saa skinsyg paa hende, at da Ottar svarte var kommen til ham, og han
havde hørt at denne, medens han endnu opholdt sig ved Sviakongens Hof, havde
digtet en Elskovsdraapa om Aastrid, lod han ham kaste i Fængsel. Ottars Morbroder
Sighvat, som besøgte ham i Fængslet, raadede ham til at formilde enkelte Udtryk
i Kvadet, og udelade flere af de anstødeligste Vers; hvis han da senere blev kaldt
ind til Kongen for at lade ham høre Kvadet, skulde han fremsige det med disse
Forandringer. Naar det var endt, skulde han strax, inden Kongen kom til Orde,
begynde paa at fremsige en Draapa om ham selv, hvilken han da i al Hast maatte
digte. Sighvat var ham behjelpelig med Omarbejdelsen af Elskovskvadet, og gik
siden til Kongen, for at bede om Naade for ham. Kongen vilde intet høre derom,
men Sighvat forestillede ham at Ottar var en brav Mand og af god Æt; han bad
ham i det mindste høre Kvadet, for at dømme om det var saa slemt, som man sagde.
Olaf føjede ham tilsidst deri, og lod Ottar efter 3 Dages Forløb kalde til sig.
Dronningen sad da ved hans Side. Da Ottar kom og hilsede ham, modtog Kongen ikke
hans Hilsen, men bød ham strax at fremsige sit Kvad, for at Dronningen, som
han spydigt udtrykte sig, kunde høre sin Ros. Ottar satte sig ved Kongens Fødder,
og fremsagde Digtet. Kongen rødmede derved, men førend han kunde komme
til Orde, begyndte Ottar paa den Draapa, han i Fængslet havde digtet om ham.
Hirdmændene raabte i Førstningen, at han skulde tie, men Sighvat forestillede
dem, at det jo dog ej kunde skade, at de hørte deres Konges Lov, siden kunde jo
Kongen lige fuldt bestemme om Ottar, hvad han fandt for godt. Kongen taug
fremdeles. Da Kvadet var færdigt, roste Sighvat det meget, og Kongen sagde:
«det er bedst, Ottar, at du faar dit Hoved i Løn for Draapen». Ottar svarede, som
Egil fordum, at Gaven tyktes ham god, skjønt Hovedet ej var fagert. Da gav
Kongen ham en Guldring oven i Kjøbet. Ogsaa Dronningen tog en Guldring af
sin Finger og lod den trille ned til ham. Kongen syntes ej derom, og spurgte hvor
længe hun agtede at vedblive med at give Ottar Vennegaver. Hun svarede, at
han ej maatte fortænke hende i, at ogsaa hun, lige saa vel som han, vilde lønne
sin Ros. Kongen fandt det rimeligt, men sagde dog, at han herefter ikke skjøttede
om at der skulde være noget Venskab mellem hende og Skalden. Ottar forblev
imidlertid hos Kongen, og blev meget afgjort; hans Draapa, der ligesom Egil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
