Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAFS MILDHED
201
En Mand, som de ikke kjendte, bredskuldret, iført hvide Buxer og med en Kappe
over sig, kom just gaaende ved Siden af dem. En af dem spurgte ham: «hvem er
du, Kammerat?» Han svarede ikke, men fortsatte sin Gang. «Jeg skal da saa
sandt gjøre ham et Puds», sagde den anden, løb efter ham, og traskede en Stund
ved hans Side med tunge Skridt, saaledes at Sølen stenkede til alle Kanter, og
satte en Mængde Pletter paa den Ubekj endtes hvide Buxer. Han sagde ikke et
Ord, og de skiltes ad. Dagen efter kom der Bud til det Herberge, hvor disse Folk
boede, og meldte at Kongen vilde tale med dem. De undredes derover, men fulgte
Befalingen, og bleve heel ubehageligt overraskede, da de i Kongen gj enkj endte
den Ubekjendte fra igaar. De hilsede ham dog; han modtog deres Hilsen venligt,
og spurgte dem: «hvorledes er det nu med vort Kammeratskab?» De hang med
Hovedet, og sagde, at de ej vidste af noget Kammeratskab at sige. «Jo», sagde
han, «I kaldte mig dog eders Kammerat». De bleve meget ilde farne; men Kongen
sagde: «I behøve ikke at ængste eder; jeg vilde kun give eder det Raad, ikke at
indlade eder paa at spille andre noget Puds, end dem, I kjende1.
68. Knut den mægtige optræder som Prætendent til Norges Trone.
Men uagtet Kong Olaf paa den Maade, vi her have skildret, søgte at skaffe sig
personlige Tilhængere og derved befæste sin Magt, underordnede han dog alle
saadanne personlige Hensyn det Hovedformaal, at styrke Christendommen, overholde
Lov og Ret, kue de mægtiges Selvraadighed og overhoved at bringe det dertil,
at Norge fra alene at være en uorganisk Sammensamling af forskjellige, indbyrdes
fremmede Landskaber blev en eneste velordnet Ståt. Dette maatte, som vi
allerede oftere have berørt, nødvendigviis blive utaaleligt for den daværende Slægt
af Lendermænd og andre Høvdinger, der ej kunde finde sig i at Lov og Ret
overholdtes uden Persons Anseelse. «De mægtige Mænd», heder det, «som saa, at han
dømte ligt for høje og låve, og Lendermændene, der paa den Tid vare paastaaelige
og ærgjerrige, fandt sig ej i, at de skulde give tabt for Kongen og Jarlerne: de
meente, at de selv ikke havde at regne langt op i Ætten for at komme til
konge-baarne Forfædre eller andre store Høvdinger, og saaledes begyndte de at blive
trodsige mod Kongen»2. I Førstningen, da Kong Olaf kom til Landet, heder det
paa et andet Sted, løb hele Mængden op og vilde ikke høre andet, end at han
skulde være Konge over det hele Land; men siden, da man tyktes ikke at kunne
raade sig selv for hans kraftige Styrelses Skyld, søgte flere ud af Landet8. Den,
1 Olaf d. hell. Saga i Flatøbogen, Fornm. S. V. S. 230, Den leg. Saga, Cap. 59.
2 Fagrskinna, Cap. 99. 8 Olaf d. heil. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 139. *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
