Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
OLAF HARALDSSØN
de Lande, de før havde haft. Man gjenkjender strax i disse Konger Mælkolm
Kenedhs Søn og hans Dattersøn Duncan, der længe vægrede sig ved at erkjende
Knut som deres Lensherre for Cumberland, men nu endelig, da de sandsynligviis
vare bragte i Knibe af Mælkolm af Moray, faldt ham til Fode, ja maaskee endog
toge Skotland selv til Len af ham1. Saaledes havde Knut visselig Hænderne fulde,
og det er ej at undres over, at han i lang Tid ej fik Tid eller Lejlighed til at foretage
sig noget imod Norge. Men ved det Tidspunkt, hvortil vi nu ere komne, eller
omtrent ved 1024, havde han fuldkommen befæstet sin Magt, saavel i England,
som i sit Arveland Danmark. «Han tog nu», siges der, «Skat og Skyld af de rigeste
Thjodlande i Norden. Men i samme Mon, som han havde større Indtægter end
andre Konger, gav han ogsaa mere ud end andre Konger. I hans hele Rige var
1 Vi ville strax i det følgende faa at see, hvorledes ikke alene de Ord lægges Kong Olaf i Munden, at
Knut endnu om Vaaren 1025 havde underkastet sig en stor Deel af Skotland, men hvorledes det og
udtrykkeligt siges, og bekræftes med et Vers af Sighvat Skald, «at to Konger fra Fife i Skotland nys havde
indfundet sig hos ham, bragt ham, som det heder, sine Hoveder, og faaet hans Tilgivelse samt de Besiddelser,
de forhen havde». I de engelske og skotske Kildeskrifter ere Beretningerne om disse Begivenheder heel
forvirrede. Simeon af Durham, der i denne Periode synes at være saare vel underrettet, især hvad de
northum-berlandske eller nordengelske Anliggender angaar, fortæller at der 1018 var en stor Kamp ved Carr mellem
Angler og Skotter, eller mellem Uhtred Waltheofs Søn, Northumbrern es Jarl, og Mælkolm Kenedhs Søn,
Skotternes Konge, der ogsaa havde Eogan, Kongen af Lothian, med sig. (Twysden, col. 177, Mon. hist.
Br. I. S. 594). Hvad Uhtred angaar, da er dette urigtigt, for saa vidt Simeon selv paa et andet Sted oplyser,
at han da (se ovf. S. 25) allerede var dræbt, og hans Broder Eadwulf Cudel bleven Jarl (rimeligviis under
Erik Jarl, eller i et nordligere Strøg) i hans Sted. (Twysden, col. 81, Mon. hist. Br. I. S. 687). Chron. Sax.
henfører Mælkolms Underkastelse til 1031, i hvilket Aar Knut, som det siges, strax efter at være kommen
tilbage fra Rom, drog til Skotland, hvor Kong Mælkolm tilligemed to andre Konger, Mælbæth og Jehmarc,
underkastede sig ham. Men deels foregik Knuts Rejse, som vi nedenfor skulle see, ikke i 1031, men 1026—
1027; deels synes det ikke engang som om «Jehmarc» var en skotsk Konge, thi snarere maa han ansees for
den samme, som Eachmargach, Konge i Dublin noget efter Sigtrygg, hvis Datter egtede Tadg, Brian
Bo-roimhes Søn. Saavel Aarstallet som Beretningen i sig selv blive her altsaa meget tvivlsomme, og det eneste,
vi kunne faa ud med Sikkerhed, er at Mælkolm virkelig underkastede sig. Fordun fortæller at Mælkolm
Kenedhs Søn overvandt ved Burg den engelske Jarl Uhtred, som var Danerne undergiven, idet denne
søgte at plyndre Cumberland; at han havde givet sin Dattersøn Duncan Cumberland at bestyre, uden
dog at indhente Kong Ædhelreds Samtykke, da dette ej lod sig gjøre for de i Northumberland herskende
Daners Skyld, men at Duncan dog en Stund holdt deres Angreb borte, indtil Mælkolm selv kom og
tilintetgjorde en stor Deel af deres Hær. Om denne Kamp for øvrigt er det samme Slag ved Burg, som han før
har nævnt, eller ikke, er vanskeligt at see. Da Knut havde erobret England, opfordrede han, heder det,
Duncan i Cumberland oftere til at hylde sig, men forgjæves; indtil endelig Knut efter sin Tilbagekomst
fra Rom c. 1033 gjorde et Tog til Skotland, hvor Mælkolm mødte ham med en Hær, men hvor det dog kom
til en Fred, ifølge hvilken Danerne toge Cumberland til Len af Knut. Fordun har aabenbart haft Chron.
Sax. og de øvrige engelske Chronister for Øje, han er derfor lige saa lidet her, som ellers, synderligt at lide
paa eller at betragte som uafhængig. Som egentlig Kjendsgjerning bliver intet andet tilbage, end at Knut
virkelig, omkring 1023—1025, blev hyldet som Overherre af Mælkolm og Duncan, der maaskee for
Øjeblikket ej besad mere af Riget end Lothian og Fife, eller de nærmeste Egne om Forth-Fjorden, medens det
øvrige var i Mælkolm Mac Mælbrigdes Hænder. Ifølge Knytl. Saga, Cap. 17, skal Knut have sat sin Søn
Harald til Statholder i Skotland. Er dette saa, maa det i alle Fald være skeet senere; i 1024 var Harald
endnu ikke voxen. Knytl. Saga antyder ogsaa en senere Tid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
