Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
OLAF HARALDSSØN
opholdt han sig temmelig længe, medens den livligste Kjøbstevne stod paa og
der var størst Tilførsel. Han lod tillige sine Skibe tiltakle, og havde mange Folk
hos sig. Her var det ogsaa, at Knuts Gesandter fandt ham. I Spidsen for dette
Gesandtskab skal en Mand ved Navn Sigurd have staaet, sandsynligviis dansk af
Fødsel; han skal have været en af Knuts kjæreste Venner, men hvad han for
øvrigt var, siges ikke. Da man meldte Olaf, at der var kommet Gesandter fra
Kong Knut, blev han ærgerlig, da han, som han sagde, godt vidste at Kong Knut
ikke havde noget Ærende til ham, som kunde være ham selv eller Riget til Baade.
I flere Dage vilde han ikke see dem. Han følte godt, at dette var Begyndelsen
til langt andre Gjenvordigheder, end dem, han hidtil havde haft at bekæmpe.
Endelig bekvemmede han sig dog til at lade dem komme for sig. De fremlagde
nu Kong Knuts Breve og fremførte deres Ærende. «Kong Knut», sagde de,
«paastaar at hele Norge tilkommer ham, og at hans Forfædre før ham have haft dette
Rige; men fordi Kong Knut helst vil holde Fred med alle Lande, vil han heller
ikke, hvis han kan undgaa det, drage med Hærskjold til Norge. Ønsker derfor
Olaf Haraldssøn fremdeles at være Konge over Norge, da har han at indfinde
sig hos Knut, tage Riget til Len af ham, blive hans Mand, og betale ham saadan
Skat som Jarlerne fordum». De fremlagte Breve indeholdt det samme. Ligesom
forhen under Forhandlingerne med Olaf svenske, saaledes viste det sig tydeligt
her, at Lodbroke-Ætlingerne fremdeles kun betragtede Harald Haarfagres
Efterkommere som Fylkeskonger, der ikke vare berettigede til at føre uafhængigt
Herredømme over Riget. Olaf svarede: «jeg har hørt fortalt i gamle Frasagn, at
Danekongen Gorm tyktes at være en gild Thjodkonge, skjønt han kun herskede
over Danmark alene. De følgende Danekonger have dog ikke villet lade sig nøje
dermed. Nu er det kommet saa vidt, at Knut hersker baade over Danmark og
England, og dertil har underkastet sig en stor Deel af Skotland. Men endda fordrer
han mit Arverige, som jeg har i Besiddelse. Han skulde dog engang lære at nøje
sig med hvad han har. Agter han da ene at raade over alle Nordens Lande, eller
vil han ene æde al Kaal i England? Det faar han først see til at gjøre, førend jeg
fører ham mit Hoved eller gjør ham nogen Hylding. Bringer ham nu mit Svar,
at jeg vil værge Norge med Odd og Egg saa længe jeg lever, og ikke betale nogen
Mand Skat af mit Rige». Med denne Besked maatte Gesandterne drage bort,
og vare meget ilde tilfreds1. Sighvat Skald, som tidligere havde været hos Kong
1 Olaf d. heil. Saga, Cap. 127. Snorre, Cap. 140. Den legendariske Olafs Saga (Cap. 47) fortæller dette
langt anderledes. Det er denne, som siger at Formanden for Gesandtskabet hed Sigurd; den lader Sigurd
drage selv tolvte til Olaf, og treffe ham i Viken, hvor han paa Knuts Vegne fremsætter den Opfordring til
ham, enten at betale Skat af Norge eller værge det med Lov. Kongen svarer at han endnu ikke havde be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
