Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONG KNUTS GESANDTSKAB TIL NORGE
207
Knut, og af ham havde faaet en Guldring af */f Marks Vegt, medens Kong Olafs
Fiende Berse Skaldtorvessøn fik to Guldringe, hver af */, Marks Vegt, og dertil
et prægtigt Sverd, gav sig før Gesandternes Afrejse i Tale med dem for at høre
nyt fra England. Han spurgte dem tillige, hvorledes deres Ærende hos Kong
Olaf var løbet af. De sagde at han havde taget det ilde op. «Vi vide ikke», sagde
de, «hvorledes han tør vove paa noget saadant, som at vægre sig ved at blive
Kong Knuts Mand og begive sig til ham. Det var det klogeste, han kunde gjøre,
thi Kong Knut er saa mild, at ingen Høvding, hvor meget han end har forbrudt
sig mod ham, ej faar hans fuldkomne Tilgivelse naar han kommer til ham og
falder ham til Fode. Nu for ganske kort Tid siden kom der saaledes to Konger
til ham fra Fife i Skotland; han eftergav dem ganske sin Vrede, lod dem beholde
alle deres hidtil hafte Besiddelser, og skjenkede dem oven i Kjøbet store
Pengegaver». Sighvat kvad nu et Vers, hvori han sagde, at om end Kongerne fra Fife
havde ført Kong Knut deres Hoved, saa vilde dog aldrig den sejrrige Olaf nedlade
sig dertil. Da Gesandterne vare komne tilbage til England og meldte Kong Knut
Olafs Ord, sagde han: «Olaf tænker fejl, hvis han tror at jeg alene vil æde al Kaal
i England; jeg haaber nok han skal finde, at der er andet end Kaal alene inden
mine Ribbeen, thi fra hvert af dem skulle herefter kolde Raad fremkomme»1. Ved
denne Tale om Kaalen har Olaf maaskee sigtet til, hvad der ogsaa andensteds
findes antydet, at Knut saa vel som hans Forfædre ikke ansaaes for synderlig
tænkt sig, hvor vidt han for ubetydelige Gaver vil gjøre Landet ufrit, og beder om Frist til at spørge sine
Venner, om nogen vidste hvor vidt det var Lov eller Ret, at Englands Konge tog Skat af Norge. Derpaa
sammenkalder Kongen et Thing, og forelægger Folket dette Spørgsmaal, men intet Vidnesbyrd kan
fremføres om, at han er pligtig at betale Skat. Der holdes et lignende Thing paa Hordaland, med samme
Resultat. Endelig holdes det tredie Thing paa Oplandene, hvor en gammel Mand ved Navn Thorgrim rejser sig
og siger: «ikke erindrer nogen, hvor gammel han end er, at Norges Mænd vare skatskyldige under England,
men vel, at Danerne en Stund toge Skat, dog ansaa vi os fritagne derfor siden Kong Svens Død; saa sagde
min Fader og hans Fader før ham; og værer forvissede om, at faar Knut engang Skat, vil han have den oftere».
«For denne Gang vil jeg derfor ingen Skat betale», siger Olaf, «og vil Kong Knut eftertragte mit Rige, maa
vi gribe til Vaaben og slaas; men jeg tror det er ham bekvemmere at sove i England end at møde vore
Vaaben». At enkelte af de her optegnede Ord virkelig ere faldne, forekommer os ej usandsynligt, men hvad der
fortælles om de tre Thing, paa hvilke Olaf forelagde Sagen sine Undersaatters Kj endelse, viser sig
naturligviis ved første Øjekast som en Urigtighed, endog for Tidens Skyld, da Gesandterne umuligt kunne have
oppebiet, at Olaf først drog til Hordaland og derpaa til Oplandene, førend han gav Svar. Det er derfor
ikke usandsynligt, at Olaf tidligere, enten paa de Thing, hvor hans Lovsforandringer bleve vedtagne, eller
paa dem, han holdt strax efter sin Ankomst til Norge, har ladet sig Riget tildømme paa den ovenangivne
Maade, og at der paa Oplands-Thinget har fremstaaet en gammel Mand ved Navn Thorgrim, og holdt en
Tale som den ovennævnte.
1 Ogsaa dette Svar gjengives noget forskjelligt i den legendariske Saga. «Vel veed jeg», lader den
Knut sige, «at jeg ikke vil komme til at stride med Olaf alene, dog gaar det, som man siger, at fra hvert
Ribbeen komme kolde Raad». Ved denne hyppigt anvendte Talemaade forstode vore Forfædre «lumske
eller fordærvelige Anslag». Men det synes her at være Olafs egne Undersaatters Anslag, hvortil der
sigtes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
