Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLAFS FORDRING AFSLAAET AF ISLÆNDINGERNE 229
Ørebakke paa Island, medens Althinget endnu var samlet. Han begav sig strax
til Things, og kom just medens man var forsamlet paa Lagberget. Han gik
ufortøvet derhen, og da man var færdig med de øvrige Sager, som der skulde
forhandles, begyndte han saaledes: «For fire Dage siden skiltes jeg fra Kong Olaf
Haraldsson. Han sender Guds og sin Hilsen til alle Høvdinger og Styrere her
i Landet, saa vel som til den hele Almue, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle,
Rige og Fattige, og lader eder melde, at han vil være eders Drottin, hvis I ville
være hans Thegner, og saa vel han, som I gjensidigt hinandens Venner og Hjelpere
i alt hvad der er godt». Man svarede nok saa vel paa denne Hilsen, og sagde at
alle med Glæde vilde være Kongens Venner, naar han vilde være deres. Hvad
Thorarin lod falde om Drottin og Thegner lod man for det første gaa hen uden
at lægge Vegt derpaa. Opmuntret ved det venlige Svar troede Thorarin at han
nu kunde rykke frem med, hvad han egentlig havde paa Hjertet. «Med Kongens
Hilsen», sagde han, «følger ogsaa dette, at han beder Nordlændingerne som Tegn
paa deres Venskab at give ham den 0 eller Udskær, der ligger udenfor
Eyja-fjorden, og kaldes Grimsø. Til Gjengjeld vil han give de gode Ting fra sit Land,
som de maatte ønske sig. Angaaende denne Sag henvender han sig nærmest til
Gudmund paa Madrevalle, thi han har hørt, at han har meest at sige i den Deel
af Landet». Gudmund svarede: «jeg sætter megen Priis paa Olafs Venskab, og
tvivler ikke paa at det er mig langt nyttigere end hiint Udskær, han forlanger;
men naar han tror at jeg har mere at sige derover, end andre, er han fejl
underrettet, thi det er nu gjort til Ålmenning, og alle vi, der have meest Nytte af Øen,
maa nærmere overlægge derom». Derpaa forlod man Lagberget og gik til sine
Boder. Siden havde Nordlændingerne et Møde for at tale om Sagen, og
Gudmund anbefalede, merkeligt nok, Indrømmelsen af Kongens Bøn, hvilket
bestemte mange andre til at samtykke deri. Kun hans kloge Broder Einar Tveræing1
var taus. Man spurgte ham da, hvorfor han ikke ytrede sig, da han dog havde
bedst Forstand paa de fleste Sager. «Hvorfor jeg hidtil har tiet, sagde han, er
kun fordi man ej har æsket min Mening. Men skal jeg sige den, da er det denne,
at dette Lands Folk aldrig bør underkaste sig Skattegaver til Kong Olaf og finde
sig i de samme Paalæg her, som han har indført blandt Norges Mænd. Det vilde
være at forspilde ej alene vor egen Frihed, men ogsaa vore Sønners og vore
Efterkommeres, og for den Trældom vilde Landet aldrig blive fri. Jeg tvivler ikke
paa at denne Konge kan være nok saa god, men siden kan det dog gaa, som vi
oftere have seet ved Kongeskifter, at ikke alle ere lige beskafne: nogle ere gode,
andre onde. Ville Landets Folk beholde sin Frihed, som de have haft siden dette
1 Om Einar paa Tveraa eller Tveræing, se ovenfor B. III. S. 162—164.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
