Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230 OLAF HARALDSSØN
Land bebyggedes, da bør man frem for alt ikke give Kongen noget at hænge
sig fast ved, enten Besiddelser her til Lands, eller bestemte Afgifter, der kunne
regnes for Afhængighedstegn; derimod er der intet i Vejen for at de, der have
Lyst, sende Kongen Vennegaver, f. Ex. Høge eller Heste, Tjeld eller Sejl, eller
andre Ting som kunde kaldes Sendinger, og de ere vel anvendte, naar Kongen
lønner dem med sit Venskab. Hvad nu Grimsø angaar, da kan man, hvis ingen
Midler til Livsophold flyttes derfra, meget godt underholde en Hær paa Øen,
og naar da en udenlandsk Hær først har sat sig fast der, og kommer derfra med
Langskibe, da vil det vorde trangt nok foran mangen Smaabondes Dør». Saa
snart Einar havde sluttet sin Tale og paapeget disse Farer, erklærede hele Almuen
eenstemmigt, at dette Kongens Forlangende aldrig skulde indrømmes, og Thorarin
indsaa, at der ej var mere ved denne Sag at gjøre.
Han havde dog endnu en Plan i Baghaanden. Dagen efter gik han atter til
Lagberget, og sagde: «Kong Olaf hilser sine Venner her til Lands, navnlig
Gudmund Eyjulfssøn, Snorre Gode, Thorkell Eyjulfssøn, Skafte Lovsigemand og
Thorstein Sidu-Hallssøn, og indbyder eder til et venskabeligt Besøg; han tilføjer,
at I ikke skulle udsætte denne Rejse, dersom I sætte nogen Priis paa hans
Venskab». De takkede for Indbydelsen, men vilde dog ikke sige noget bestemt Svar,
førend de havde overtænkt Sagen og raadslaaet derom med deres Venner. Da
de nu raadsloge derom, fraraadede Snorre og Skafte, paa hvis Klogskab vi
allerede oftere have seet Beviser, at give sig saaledes Nordmændene i Vold, som
Tilfældet vilde være, naar alle de mægtigste Mænd paa engang droge til Norge. De
sagde at dette Budskab forekom dem heel mistænkeligt, og at hentyde paa, hvad
Einar havde sagt, nemlig at Kongen havde i Sinde at undertvinge Islændingerne,
hvis han fik sin Vilje frem. Gudmund og Thorkell raadede derimod ivrigt til at
modtage Indbydelsen, og sagde at dette vilde være en meget hæderlig Rejse.
Efter nogen Tale frem og tilbage om denne Sag blev det endelig besluttet, at de
ikke selv skulde rejse, men at derimod enhver af dem skulde sende en Mand i
sit Sted, som han fandt bedst skikket dertil. Med denne Aftale skiltes man ad
paa dette Thing, og den kom ikke engang til Udførelse den Sommer. Thorarin
rejste tilbage til Norge, og kom om Høsten til Olaf, hvem han berettede
Udfaldet af sit Ærende, og tilføjede at ifølge hans Indbydelse vilde enten
Høvdingerne paa Island komme selv eller sende sine Sønner i sit Sted. Der
tales ikke om at Olaf denne Gang ytrede nogen Misfornøjelse med at hans
første Bøn var afslaaet. Han haabede vel, at den sidste Plan skulde lykkes des
bedre1.
1 Olaf den helliges Saga, Cap. 121, 123; Snorre, Cap. 133—155.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
