Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
OLAF HARALDSSØN
til at betale Thegngilde1, hvorved de ligefrem erkjendte sig for at være Kongens
Thegner eller Undersaatter, og derhos underkastede sig den samme Næseskat,
som Harald Haarfagre havde paalagt Nordmændene2, og som kun i
Sø-Distrikterne var forandret til Ledings-Udredning, var det forbi med Øens Uafhængighed,
og den var kun en Provins af Norge. Man kan undres over, at Høvdingerne paa
Island saa beredvilligt sendte sine nærmeste Paarørende til Kongen, men de maa
rimeligviis, som Jarlen paa Orknøerne, og som Færøernes Høvdinger, have frygtet
hans Magt. Gelle rejste til Island, og fremsatte Sommeren efter (1027) Kongens
Forslag paa Althinget, idet han tilføjede, at Kongen lovede dem sit Venskab,
der vilde samtykke deri, men truede de andre med haard Behandling, naar og
hvor han kunde komme til. Der blev længe raadslaaet derom, men man besluttede
dog tilsidst at negte alt hvad Kongen forlangte. Dertil bidrog vel, at Gislerne,
som vi ville see, ej længer vare i Kongens Vold. Da Kongen fik Efterretningen,
havde han andet og vigtigere at tænke paa, end Islands Undertvingelse, og
saaledes var den Fare, der fra Norge truede Islands Uafhængighed, for det første,
og, som det siden viste sig, for mere end to Aarhundreder, afvendt.
Udfaldet af Olafs Underhandlinger med Høvdingerne paa Grønland synes at
have haft et heldigere Udfald end hans Bestræbelser for at faa Islands Høvdinger
til at underkaste sig, thi det siges udtrykkeligt, at Olaf gjorde sig Grønland
skatskyldigt saa vel som Orknøerne, Hjaltland og Færøerne3. Men hvad Tid dette
skede, eller hvorledes disse Underhandlinger bleve drevne, omtales ikke
udtrykkeligt. Man erfarer kun, at Thorkell, Leif Erikssøns Søn, og efter hans Død, der
maa være indtruffen omkring 1021, den fornemste Høvding paa Øen, var Olafs
synderlige Ven, at en anden anseet Grønlænding, Stuf paa Stokkenes i
Eriks-fjord, var Olafs Hirdmand, og at Grønland fra denne Tid af stod i nærmere
Forbindelse med Norge, end med Island, da der langt oftere tales om Skibsfart mellem
Norge og Grønland end mellem Norge og Island, ja det endog synes som om
Islændingerne rejste til Grønland over Norge4. Vi erfare for øvrigt, at Thormod
1 Om Thegngilde, eller Erstatning for det Tab af en Thegn eller Undersaat, som Kongen led, naar
en af Landets fribaarne Mænd var dræbt, se ovenfor B. I. S. 127.
1 Om Næseskatten, se ovenfor B. II. S. 79, 105, 342. Det paa sidstnævnte Sted anførte saa vel som
den ovenfor i Texten optagne Udsagn, ere af den største Vigtighed med Hensyn til Bestemmelsen af denne
Skats Forhold til Ledingen. Det viser sig deraf, at Ledingen kun var en forandret Form for Næseskatten,
som følgelig vedblev uforandret udenfor Sødistrikteme eller paa Oplandene. Der gik den dog i Tidens Løb
over til at blive en reel Afgift, og antog Navnet «Visøre».
* I Flatøbogen, skreven 1387, staar der udtrykkeligt: Retteligen have kyndige Mænd skrevet og sagt
med Sandhed, at Kong Olaf gjorde sig alle de Lande, der nu ligge under Norge, paa Island nær, skatskyldige,
nemlig Orknøerne, Hjaltland, Færøerne og Grønland; se Færøingasaga, S. 189.
1 F. Ex. Andun vestfirdske, der paa Harald Sigurdssøns Tid rejste til Grønland og der skaffede sig en
Iisbjørn, se Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 72.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
