Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISLÆNDINGERNES FRÆNDER HOS OLAF
231
Den følgende Sommer (1025) kom virkelig Stein, en Søn af Skafte
Lovsige-mand, Thor odd, Snorre Godes Søn, Gelle, en Søn af Thorkell Eyjulfssøn, og Egil,
en Søn af Sidu-Hall og Broder af Thorstein, til Norge ifølge hiin ved Thorarin
Nevjulfssøn overbragte Indbydelse. I Gudmund Eyjulfssøns Sted kom ingen.
Om Vintren (1024—25) havde han endt sit lange og for hans Fædreneøs politiske
Udvikling saa vigtige Liv. I ham tabte Kongen sin meest formaaende Ven paa
Øen1. Gudmunds Sønner deelte hans Ejendomme mellem sig, og fik andet at
tænke paa, end at besøge Kong Olaf. De ovennævnte fornemme Islændinger
opsøgte ved deres Ankomst til Norge strax Kongen, der da opholdt sig i Viken.
De bleve venligt modtagne, og han beholdt dem alle sammen hos sig, saa vel
under sit Ophold i Sarpsborg om Vintren (1025—26), som paa sin Rejse nordefter
det følgende Aar. De begyndte nu at længes hjem, og talte til Kongen herom,
men kunde ikke faa noget bestemt Svar. Omtrent paa den samme Tid, som
Kongen havde haft de ubehagelige Forhandlinger med Færøingerne i Anledning
af Thoralf Sigmundssøns Drab, kaldte han dem til sig og sagde, at han havde
tænkt over deres Sag, og besluttet at lade Gelle rejse samme Sommer, men
derimod at beholde de øvrige hos sig indtil han erfoer, hvad Svar man vilde give
paa det Budskab, Gelle skulde medbringe. Dette Budskab var hverken mere eller
mindre, end at Islændingerne skulde antage de samme Love, som han havde
faaet vedtagne i Norge, og derforuden forpligte sig til at betale ham Thegngilde
og Nefgilde eller Næseskat, nemlig en Pening for hver Næse af det Slags, hvoraf
der gik 10 for 1 Alen Vaadmaal. Det var altsaa nu tydeligt, at Kongen vilde
holde dem tilbage som Gisler, for derved at tiltvinge sig Islands Underkastelse.
Naar Islændingerne, foruden at antage de i Norge gjeldende Love, forbandt sig
1 De nærmere Omstændigheder ved Gudmunds Død fortælles i Ljosvetningasaga Cap. 21. Han sad,
heder det, i sin Anseelse lige til sin Død. Da det lakkede til Enden med ham, havde en Mand i Eyj af jorden
ved Navn Thorhall, en Drøm, som han vilde faa en klog Drømmeédtyder, kaldet Drømme-Finne, til at
forklare. Men Finne sagde at han ej vilde høre Drømmen, og bød ham fortælle den til Gudmund. Denne
havde endnu samme Dag redet ud efter Heredet, og ventedes hjem om Aftenen. Hans Broder Einar lagde
sig ned og sov; han drømte at en svær Oxe med store Horn gik op efter Heredet til Madrevalle, besøgte hvert
Huus paa Gaarden, og gik endelig til Andveget, hvor den faldt død ned. Han sagde: «dette ere Mænds
Fylgjer, og de varsle om store Tidender». Da Gudmund om Aftenen kom hjem gik han efter sin Skik til
hvert Huus paa Gaarden, og satte sig endelig i Andveget, hvor ban lagde sig ned, idet Thorhall, som
imidlertid var kommen, fortalte ham sin Drøm. Derpaa rejste han sig op for at spise, da Maden var kommen
paa Bordet. Det var Melk, opvarmet med hede Stene. Men Gudmund sagde: «Melken er ikke varm». Hans
Hustru Thorlaug forundrede sig, og hedede Stene endnu engang, men Gudmund sagde fremdeles: «den
er ikke varm»; lænede sig bagover og var død. «Dette», sagde Thorlaug, «er en stor Tidende og vil spørges
baade vidt og bredt, men ingen skal røre ved ham, førend Einar kommer; han har ofte haft Anelse om
mindre Tidender end denne». Siden kom Einar og ordnede hans Lig. Men han sagde til Thorhall: «din Drøm
har ikke haft liden Kraft, og det er tydeligt at Finne skjønnede at den, hvem den fortalte om, var fejg,
og det undte han Gudmund. Han maa have været kold indvendig, siden han ej følte Varmen».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
