Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304
KNUT DEN MÆGTIGE
og tildeels udsmykket mange Smaatræk; men for dem alle synes Sandheden at
ligge til Grund, og vi meddele her derfor flere, saaledes som de fortælles, især
da de ved deres Ælde, og ved det Vidnesbyrd, de afgive om den fromme Iver,
hvormed en taknemmelig Efterslægt bevarede Olafs Minde, ere af den største
Interesse. Da Kongen, heder det, kom saa langt op, at Udsigten aabnede sig mod
Vesten ud over Dalen, blev han ganske stille og taus. Der var heller ikke mange
om ham, thi en Deel af Hæren var forud, en anden længer tilbage. Kongen havde
hidtil været lystig og snaksom paa Toget, derfor blev Biskop Sigurd nu ængstelig
over hans Taushed og red til ham for at spørge ham om Aarsagen. Kongen svarede
meget bekymret: «Underlige Ting have nu en Tidlang haarets for mig. Da jeg
nu saa fra Fjeldet ud mod Vesten over Norge, kom det mig i Hu, hvor mangen
glad Dag jeg havde haft i dette Land. Da forekom det mig som om jeg ej alene
saa ud over Throndhjem, men og over hele Norge, og jo længere Synet vedvarede,
desto videre saa jeg, indtil jeg saa ud over hele Verden, baade Land og Hav. Da
tyktes det mig at jeg gjenkjendte grant alle de Steder, hvor jeg før havde været;
lige saa tydeligt saa jeg de Steder, jeg ikke forhen havde seet; ja endog nogle,
jeg ikke engang før havde hørt omtale, baade bebyggede og ubebyggede, saa vidt
som Verden gaar». Da skal Biskoppen have steget af Hesten, omfavnet
Kongens Fod og bøjet sig for ham, idet han sagde: «det er en hellig Mand, vi her
følge»1.
Da Kongen kom ned til Suul, den øverste Gaard i denne Deel af Verdalen, bød
han sine Mænd at fare stille og ordentligt frem, og ikke nedtræde de Agre, der
laa ved Vejen. Dette overholdtes af dem, der fulgte nærmest efter Kongen og
vare under hans Øjne, men de Flokke, der kom efter, bare sig derimod meget
ustyrligt ad, og traadte Agrene ned. Bonden paa Suul, Thorgeir Flekk, tog
desuagtet vel imod Kongen, viste ham den største Hjelpsomhed og indbød ham til
at overnatte hos ham. Kongen modtog Indbydelsen og fik af Thorgeir vide, at
en stor Hær var samlet i Throndhjem, og at der i den var Lendermænd saavel
søndenfra Landet, som nordenfra Haalogaland, dog vidste han ikke, om de med
denne Hær vilde drage Olaf imøde, eller oppebie ham andensteds. Thorgeir klagede
nu over at Kongens Mænd havde nedtraadt Ageren; Kongen beklagede det, og
red hen til Ageren, der laa ganske nede mod Jorden. Da, siger Sagnet, red Kongen
1 Olaf den heil. Saga, Cap. 189. Snorre, Cap. 213. Den leg. Saga, Cap. 81. Denne, der ogsaa fortæller
Sagnet strax førend den omtaler Mønstringen paa Stavemyrerne, henlægger dog begge Dele, som det synes,
til Vandringen i de saakaldte Oplande i Sverige; men Uordenen i Fortællingen er dog her saa stor, at man
ej ret bliver klog paa, til hvilken Egn, eller til hvilken Tid Fortælleren vil have hvert enkelt Træk
henført. Ifølge den historiske Saga skulde Biskoppen kun have sagt at Synet var helligt og merkeligt, men
den legendariske Saga synes at maatte have Fortrinnet i alt hvad der angaar Legender.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
