Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
KNUT DEN MÆGTIGE
dem. Jeg erklærer eder herved, at jeg ikke agter at fly af dette Slag, men enten
at sejre eller dø, og jeg beder Gud om at det maa skee, som han i sin Viisdom
anseer tjenligst for mig. Vi maa sætte vor Lid til, at vor Sag er retfærdigere end
Bøndernes, og at Gud derfor enten vil lade os beholde vor Ejendom i Fred efter
Slaget, eller ogsaa belønne os langt bedre for hvad vi her give Slip paa, end vi
selv kunne ønske os. Overlever jeg Slaget, skal jeg belønne enhver efter den
Tapperhed, han viser i Kampen, og sejre vi, da vil der være fuldt op af Land
og Løsøre, der nu tilhører vore Fiender, at dele mellem eder. Vi skulle gjøre det
første Anfald saa heftigt som muligt, thi det er altid det bedste, naar man har
med Overmagt at bestille. Et hurtigt og kjekt Angreb kan da ofte gjøre Udslaget,
idet Fiendens forreste Rækker drives paa Flugt og bringe de øvrige i Forvirring,
saa at de falde, den ene over den anden, og det saa meget mere, jo flere de ere,
medens det derimod er slemt, naar Kampen gaar i Langdrag, thi da kunne de,
der have størst Folkeantal, skiftes til at kæmpe og hvile sig, medens den mindre
Hær, som ej kan dette, tilsidst bukker under af Træthed og Mødighed». Hans
Tale blev modtagen med stort Bifald, og Krigerne opmuntrede hinanden
indbyrdes1.
Bønderne vare endnu temmelig langt borte, og Kongen befalede Hæren at
sætte sig ned og hvile sig. De sad temmelig rumt, da Fylkingen, som vi have seet,
var lang og tynd. Ved Kongens Side sad Finn Arnessøn. Olaf heldte sig op til
ham, og lagde sit Hoved i hans Knæ. Der paakom ham en Søvn, og han sov
en Stund. Da saa man Bondehæren komme nærmere med oprejste Merker, og
i stor Mængde. Finn vakte Kongen, idet han sagde at Bondehæren rykkede
imod dem. «Hvorfor kunde du ikke lade mig nyde min Drøm», sagde Kongen.
«Din Drøm», sagde Finn, «var ikke saa vigtig, at du jo heller burde vaage og
berede dig til Kamp mod den Hær, der rykker imod os: seer du da ikke, hvor nær
Bondehæren nu er os?» — «Den er os dog ikke saa nær», sagde Kongen, «at det
jo havde været bedre for mig at sove». «Hvad kunde da det være for en Drøm,
som du fandt saa stort Savn i at see afbrudt», spurgte Finn. «Jeg drømte», svarede
Kongen, «at jeg saa Himlen aaben og at jeg steg op ad en lang Stige, der naaede
lige op til den fra Jorden. Jeg var just kommen til det øverste Trin, da du vakte
mig». «Ikke finder jeg denne Drøm saa god som du», sagde Finn, «thi snarere
forekommer den mig at varsle din nærforestaaende Død, hvis den ellers ikke
kun er almindelig Søvn-Ørske»2. Men det var den visselig ej, thi det er aaben-
1 Olaf den helliges Saga, Cap. 197, Snorre, Cap. 223.
2 Olaf den helliges Saga, Cap. 200, Snorre, Cap. 226. Den legendariske Saga, Cap. 89. Homilie om
St. Olaf i Cod. Arn. 619, S. 226. Drømmen anføres endog i Scholien til Mag. Adam, II. 59, No. 42. Her
kaldes Finn (Phin) Anføreren for hans Hær, og det heder at Olaf sov i et Telt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
