Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLAGET PAA STIKLESTAD 321
bart, saa vel af den, som af Olafs øvrige Ytringer, at han anede sin nær
forestaaende Død, og at hans Sind var i den meest sværmerske Stemning. Der
fortælles ogsaa at han, ved Synet af Bøndernes Hær, vilde sige: «daarlige og usle
Folk», men da han i det samme just rykkede op nogle Bær, der groede i Lyngen
ved hans Side, kom han til at forsnakke sig og sige: «daarlige og usle Bær». Da
Ragnvald Brusessøn gjorde ham opmerksom derpaa, skal han have svaret: «merk
du dig, at naar du engang forsnakker dig paa lignende Maade, har du lige saa
kort Tid igjen at leve i, som jeg»1. Det skulde nemlig paa et af Olafs Vikingetog
være ham spaaet af en klog Kone, at naar han engang kom til at forsnakke sig,
skulde han dø samme Dag2.
Imidlertid, henved Kl. 12, kom Bønderne ganske i Nærheden. Kalf og Haarek
vare i Spidsen ved Siden af Hovedbanneret. Men de begyndte ikke strax
Angrebet, fordi alle Dele af deres Hær endnu ikke paa langt nær vare komne
tilstede, og de oppebiede de bagerste, hvilke Thore Hund og hans Trop, saaledes
som ovenfor anført, havde paataget sig at drive frem og hindre fra at skulke
bort. Det var ogsaa Olaf magtpaaliggende at forhale Kampens Begyndelse saa
længe som muligt, indtil Dag kom, hvis Trop man nu endelig saa nærme sig.
Saaledes stode Hærene en Stund stille lige over for hinanden, og saa nær, at Folk
gjensidigt kunde kjende hverandre. Kongen fik strax Øje paa Kalf, og spurgte:
«hvi er du der, Kalf? Vi skiltes jo som Venner syd paa Møre, og det anstaar
dig ilde at stride mod os eller skyde Skræmmeskud mod vor Hær, thi her ere fire
af dine Brødre». «Det er mangt og meget, Konge», svarede Kalf, «som nu er
anderledes end det burde; du skiltes saaledes fra os, at vi vare nødte til at holde
Fred med dem, som kom efter, og enhver faar nu blive der, han staar; dog skulde
jeg gjerne forlige mig med dig, om jeg maatte raade». — Da sagde Finn: «det er
et Merke hos Kalf, at naar han taler vel, har han i Sinde at gjøre ilde». — Kongen
sagde: «det kan nok være, Kalf, at du vilde forliges, men ikke tykkes det mig dog,
at I Bønder lade saa fredeligt». Lendermanden Thorgeir fra Kvistad eller
Saurs-haug paa Inderøen, der stod nær ved Kalf, tog Ordet og sagde: «Nu skulle I nyde
den Fred, som mange have nydt af eder, og det skal I nu undgjelde». «Du
behøver ej», svarede Kongen, «at lyste saa meget efter at møde os, thi dig er ikke
Sejren over os i Dag beskaaren; jeg har fra en ringe Mand ophøjet dig til Magten»3.
1 Den legendariske Saga, Cap. 896. Flatøbogen (Fornm. S. V. 201).
a Se ovenfor S. 51, Note 2. Hvorledes Olafs Spaadom med Hensyn til Ragnvald senere gik i
Opfyldelse, skal nedenfor omtales, (se Orkn. S. S. 74).
3 Olaf den helliges Saga, Cap. 211, Snorre, Cap. 237. Den legendariske Saga, og efter den Flatøbogen
(Fornm. S. V. 202) anføre endnu mere af Olafs Samtaler med de fornemste Anførere i Bondehæren.
Saaledes skulde han have sagt til Erlend af Gerde: «jeg gjorde dig ringe Mand til en stor Mand, nu drager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
