Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLAGET PAA STIKLESTAD. KONGENS DØD
323
efter berørte i sit Kvad om Olaf, bidrog i Oldtiden lige saa meget til at befæste
hans Ry for Hellighed, som den i vore Dage har været et vigtigt chronologisk
Moment til Bestemmelsen af Dagen og Tiden, da det merkelige Stiklestadslag
blev holdt1. Bønderne vare nu allerede nær ved at flygte, men Lendermændene
og deres Huustropper stode fast, og gjorde haardnakket Modstand. Det
lykkedes ogsaa Lendermændene at bringe de flygtende Bønder til at standse, og
fornye Angrebet, og nu søgte de til fra alle Kanter, de nærmeste med Hug, de fjernere
med Spydstik, og de, som endnu stode længer tilbage, med Kastespyd og Pile.
Striden blev derfor strax meget blodig, og der faldt mange paa begge Sider, blandt
dem Arnljot Gelline, Gauta-Thore, Af raf aste, og deres hele Skare, dog ikke førend
enhver af dem havde fældet i det mindste een, nogle endog to eller flere Fiender.
Derved begyndte Rækkerne foran Kongens Merke at tyndes. Han befalede da
Thord Folessøn at bære Merket længer frem. Selv fulgte han efter med dem,
han havde udseet til at være ham nærmest, de vaabend jer veste og bedst rustede
i hele Hæren. Da Olaf saaledes gik frem af Skjoldborgen, og traadte ud i den
forreste Række, saa at Bønderne saa ham i Aasynet, skal Ængstelse og Rædsel
være paakommet dem. Kampen rasede nu paa det heftigste om Kongen selv,
der stred med den største Tapperhed. Lendermanden Thorgeir af Kvistad, der
før Slagets Begyndelse havde tiltalt ham med saa overmodige Ord, faldt for hans
Hug, der gik tvers over Ansigtet, saa Næseskjermen paa Hjelmen gik itu, og
kløvede Hovedet nedenfor Øjnene, saa at det næsten gik af. Idet han faldt, sagde
Olaf: «spaaede jeg ikke sandt, Thorgeir, at du ej vilde komme til at sejre i vort
Møde?» I det samme stødte Thord Folessøn Merkesstangen saa haardt ned i
Jorden, at den blev staaende. Han havde faaet et dødeligt Saar, og faldt der
under Merket. Arne Arnessøn greb det, og bar det, indtil ogsaa han segnede
haardt saaret2. Imidlertid vare tillige Skaldene Thorfinn Mund og Gissur Guld-
1 Se herom de oven citerede Afhandlinger af Hansteen i Samlinger til det norske Folks og Sprogs
Historie, især I. S. 459—466, og II. S. 159—161. Det er her oplyst, at Formørkelsen for Stiklestads
Horisont begyndte Kl. 1, 31 Min. 16 Sekunder, altsaa paa det nærmeste ved Kl. 1% eller «miSmunda», (d. e.
Midten mellem Kl. 12 og 3) som Sagaen siger; at den var sterkest Kl. 2, 51 Min., 13 Sekunder, altsaa
lidt før Non, eller Kl. 3, til hvilken Tid Sagaen (Cap. 219, Snorre, Cap. 248) siger at Mørket ophørte;
og at den endte Kl. 3, 58 Min., 11 Sekunder. — Der oplyses tillige, at den netop ved Stiklestad maa have
været total.
2 Den legendariske Saga siger Cap. 91, at «Folk sige at Arne Arnessøn bar Kongens Merke under
Slaget», men den fortæller dog Cap. 89, at Thord Folessøn blev saaret paa den Finger, der laa Merkesstangen
nærmest, men senere helbrededes. Altsaa erkjender dog denne Bearbejdelse Thord som den, der bar
Merket, og det bekræftes udtrykkeligt i et Vers af Sighvat, anført i Olaf den helliges Saga, Cap. 198, Snorre,
Cap. 224. Det sandsynligste er derfor, at Arne efter Thords Fald har grebet Merket, saaledes som
ovenfor fremstillet. I den historiske Bearbejdelse staar der at Thord fik «Banesaar»; dette Ord antyder
nærmest at Saaret virkelig bragte Døden, men ifølge den legendariske Saga skulde han have overlevet Slaget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
