Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
KNUT DEN MÆGTIGE
Efter dette Slag vendte Sven tilbage til Throndhjem. Men hans Ophold der
blev ej af lang Varighed. Einar og Kalf havde, som man tydeligt kan see,
benyttet sig paa det bedste af hans Fraværelse til at bearbejde Gemytterne og
forøge Gjæringen. Hvor meget de allerede havde udrettet, viste sig paa et talrigt
Thing, som holdtes i Nidaros, og hvor Bønderne foredroge deres Klagemaal for
Sven og Alfiva, som begge vare tilstede. Da der ingen bestemt Afgjørelse var
at faa, idet Kongen og hans Moder hverken sagde Ja eller Nej til Bøndernes
fremsatte Ønsker, sagde Einar saa højt at mange hørte det: «Jeg var just ikke
nogen Ven af Kong Olaf, men Thrønderne viste sig dog som daarlige Kjøbmænd,
da de solgte sin Konge og i hans Sted fik en Mær med sit Føl; denne Konge kan
jo ikke engang tale, og hans Moder vil alene det som ondt er, og har Magt nok
dertil». Alle, som hørte disse Ord, bifaldt dem lydeligt, lo og fortalte dem til sine
Sidemænd. Da sagde Alfiva: «sætter eder ned, I Bønder, og hører paa hvad Kongen
siger, uden at knurre saaledes!» Da blev det stille, men Einar stod op og sagde
højt: «Farer I kun hjem, Bønder! et daarligt Ærende have I baade før og nu
haft ved at søge Alfiva. Lige saa gjerne kunne I sidde hjemme og oppebie Uretten,
som søge den alle tilsammen paa eet Sted, og der kun lytte til en Kvindes Ord,
naar I ikke vilde lytte til Kong Olafs, hvilken nu i Sandhed er en hellig Mand.
Det var et stort Nidingsverk, der blev begaaet mod ham, men Straffen er og
bleven stor, saa megen Skjendsel som vort Folk har maattet taale, siden dette
Herredømme er kommet over det. Gud give at det ej maatte vare længe; det
har desværre allerede været alt for langvarigt». Med disse Ord gik Einar fra
Thinget, og den øvrige Skare fulgte hans Exempel, uagtet Alfiva endnu havde
meget paa sit Hjerte som hun vilde sige. Siden, da Vintren kom, forsøgte hun
at faa et nyt Thing sammenkaldt1. Men ingen indfandt sig. Svens Venner
begyndte nu for Alvor at merke Uraad, og frygte for at Thrønderne, ligesom de
havde sveget Olaf, nu ogsaa vilde svige Sven. Fra Kong Knut selv var der nu
neppe nogen Hjelp at vente, thi han havde, som man maa formode, nok at
bestille med at forsvare sig, eller gjøre de nødvendige Anstalter til Forsvar mod
Hertug Robert af Nordmandie. Thi denne understøttede Kong Ædhelreds
fordrevne Sønner, og for at skaffe dem Riget tilbage gjorde han virkelig et Tog til
England, der vel mislykkedes, men satte dog Knut, der tillige plagedes af en
haard Sygdom, i stor Ængstelse, siden han strax efter sendte Gesandter til Robert,
og tilbød Ædhelreds Sønner Halvdelen af England2. Under disse Omstændig-
anføres Vers, saavel af en om Tryggve digtet «Tryggvaflokk», som af de Kvad om Sven, der omtale
dette Slag.
1 Den legendariske Saga, Cap. 102. Fagrskinna, Cap. 119, 120.
2 Om Hertug Robert af Nordmandie, med Tilnavnet Djevelen, hans foregivne Giftermaal med Knuts
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
