Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS’S LØFTER OVERHOLDES SLET 365
Øre, som venteligt var, og blev derfor meget indtagen mod Thrønderne, og især
mod Kalf, hvis store Magt og Myndighed allerede var ham en Torn i Øjnene1.
Et Beviis herpaa fik man ved et Gilde, hvilket Kalf, der under Krigen deels havde
været hos Kongen, deels ogsaa bestyret Thrøndelagen, holdt for ham strax efter
hans Tilbagekomst til Throndhjem. Det havde nys forhen tildraget sig, at en
Islænding, ved Navn Thorgrim, der havde været Olafs Hirdmand, i Kalfs eget
Huus havde vovet at dadle en anden Islænding, Bjarne, der i et Kvad om Kalf
roste denne for hans Bedrifter ved Stiklestad. Bjarne svarede Thorgrim
fornærmeligt: Thorgrim hevnede sig ved at dræbe Bjarne, og Kalf lod paa et i den
Anledning afholdt Thing Thorgrim erklære fredløs, hvorpaa Bjarnes Broder strax
traadte frem og fældte Thorgrim, men ogsaa umiddelbart derefter dræbtes af
dennes Ven og Ledsager, den raske Kolgrim, hvilken nu Kalf lod gribe og sætte
i Jærn. Da Magnus siden ved at gaa ind til Kalfs Gilde kom gjennem Husets
Forstue, bad Kolgrim, som sad lænket der, ham ydmygt om at høre paa et Kvad,
han havde digtet om hans Fader. Kongen, som allerede kjendte til
Drabs-historien, og derfor var venligt stemt mod Kolgrim, samtykkede i hans Bøn,
lod ham komme ind i Stuen, og hørte paa Kvadet. Men mod dets Slutning gav
Kolgrim det en saadan Vending, at han fik sit Anliggende, og den hele
Anledning til Thorgrims Drab og sin egen Nød, bragt paa Bane. Her forekom blandt
andet disse Linjer:
Til Kongens Hjelp jeg trænger,
Kalf har nu Magten den halve.
Dertil sagde Kongen: «Men nu heller ikke mere end saa, Skald»; og da Kvadet
var endt, skjenkede han strax Kolgrim som Kvædesløn hans Frihed; til Kalf
sagde han: «jeg maa dog sande, at du ej vil være os Frænder huld og skjønt du
lod Thorgrim dømme utlæg og fredløs, skal han dog nu bødes som om det ej
var skeet; hans Søn skal tage de dræbte Brødres Gods, og Kolgrim skal være
hans Formynder». Kalf maatte, som det synes, finde sig heri; der tales i alle Fald
ej om at han vovede at tage til Gjenmæle2. Der er for øvrigt neppe nogen Tvivl
om, at Einar Thambarskelve selv gjorde alt hvad han kunde for at sværte Kalf.
Naar han kunde faa ham bort, vilde den Indflydelse, han ellers maatte dele med
ham, udeelt blive hans; da vilde han alene være Kongens saakaldte Fosterfader
og Hovedraadgiver. At der mellem Einar og Kalf herskede gjensidig Skinsyge,
ligger ej alene i Sagens Natur, men der anføres endog et udtrykkeligt Exempel
derpaa. Det hændte sig nemlig ved et Gjestebud, der skal have staaet etsteds
1 Magnus den godes Saga, Cap. 17. Fagrsk., Cap. 129. Snorre, Cap. 14.
2 Magnus den godes Saga, Cap. 18—20.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
