Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372
MAGNUS DEN GODE
dog i Throndhjem de fleste af Svens Lovbestemmelser til Magnus Barfods Sønners
Tid, da de bleve ophævede omkring 1106, saaledes som det sidenefter skal vises.
Paa Haalogaland blev ikke engang da Landslods-Afgiften ophævet for dem, der
deeltoge i Vaagens Fiske1. Men efter hvad man af Bøndernes Klager og Sighvats
Vers kan skjønne, var det især den forhadte, og af Magnus saa uskaansomt
anvendte Ret til at inddrage Bøndernes Odels-Gaarde, som man ønskede ophævet,
og hvis Ophævelse endog var en nødvendig Følge af at Odelsretten blev dem
tilbagegiven. Og at en saadan Ophævelse virkelig fandt Sted, seer man deraf at
den gamle Frostathingslov udtrykkeligt bestemmer, at den, der dræber anden
Mand, har forbrudt alt hvad han ejer, undtagen sin Jord2. Man regnede det vel
heller ikke saa nøje med Enkelthederne, især under humane Konger, naar kun
Grundlaget for Statsforfatningen var det, man ønskede. At de inddragne Gaarde
bleve tilbagegivne de retmæssige Ejere eller Arvinger, for saa vidt de ej, som
Kalf, havde forladt Landet, synes at kunne sluttes deraf, at Sigurd, Rut
Lodins-søns Søn, senere optræder som Ejer af Viggen3. «Og nu», siges der, «blev man
gjensidigt enig om sine Love, og Magnus lod den Lovbog skrive, der endnu i
Slutningen af det 12te Aarhundrede havdes i Throndhjem, og var bekjendt under
Navnet «Graagaas». Det er første Gang, skreven Lov omtales i Norden. Denne
Lovbog, der nu forlængst er tabt, maa altsaa, som man seer, have indeholdt
Frostathingsloven, saadan som den var med de Modifikationer, hvorom Magnus
og de forhen omtalte vise Mænd vare blevne enige. Og siden, tilføjes der, blev
Magnus vennesæl og aastsæl for hele Landets Folk, saa at han for den Sags Skyld
kaldtes Magnus den gode!1.
92. Einar Thambarskelves Forhold. Orknøiske Anliggender.
Det er forunderligt nok, at Einar Thambarskelves Navn ikke en eneste Gang
omtales ved alle disse merkelige Forhandlinger. Som Kongens Fosterfader og
fornemste Raadgiver maatte han dog have haft en afgjørende Stemme derved.
Man maa derfor antage, at han enten paa den Tid har været borte paa en Rejse,
hvorom Sagaerne intet tale, eller, hvad der er det sandsynligste, at han, ligesom
1 Se Frostathingsloven, XVI. 2. Af XVI. 3 sees det, at Fritagelse for Julegaver af Sigurd og hans
Brødre ogsaa udstraktes til Naumdølafylke.
2 Frostathingsloven, IV. 1. En anden Bestemmelse, som derimod blev staaende i Lovgivningen,
indført paa sit Sted, var den om Udredselen af en Mand for hver 7de Næse.
3 Nemlig hvor han greb til Vaaben mod Steigar-Thore, se Magn. Barf. Saga, Cap. 4. Snorre, Cap. 5.
* Magnus den godes Saga, Cap. 22. Snorre, Cap. 17. Olaf den heil. Saga, Cap. 244. Navnet «Graagaas»,
der brugtes om flere slige Haandskrifter, sigter vel nærmest til Pennen, hvormed den var skreven, ligesom
en anden Lovbog i Throndhjem kaldes «Guldfjederen».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
