Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
MAGNUS DEN GODE
rettede, hvis han havde været svag og utidigt eftergivende. Han havde nu bragt
det dertil, at Sven var ydmyget og fordreven, at hans eget Herredømme i Danmark
var befestet, og at han dertil endog var afholdt af Danerne1. Havde en lang
Levetid været ham forundt, og var ikke, som vi snart i det Følgende ville see, hans Magt
bleven svækket ved Farbroderen Haralds Fordringer paa Norges Trone, vilde
Sven Ulfssøn neppe have vovet at fornye Krigen, og Magnus vilde være bleven
i rolig Besiddelse af Regjeringen i Danmark. En svag, ubestemt og umyndig Mand
vilde umuligt kunne have bragt det saa vidt.
Vi maa saaledes forestille os Magnus som en kraftig, myndig og bestemt Hersker,
der, uagtet han kun var tyve Aar gammel, forstod at optræde som en Mand paa
fyrretyve; der af medfødt Godmodighed, vel ogsaa af Erkjendtlighed for beviste
Tjenester, af Agtelse for sin Faders Minde, og af Ærbødighed for Alderdommen,
viste Mænd som Einar, der havde hjulpet med at skaffe ham Riget, og som Sighvat,
der var hans Faders gamle Ven, stor Kjærlighed og Eftergivenhed, men som
ellers med Alvor stod paa sin Ret, og hvis Ungdom kun nu og da røbede sig paa
den ene Side ved den Hidsighed, hvormed han søgte at faa Hevn for virkelige
eller indbildte Fornærmelser, men paa den anden Side ved den Lethed, hvormed
han, naar den første Opbruusning var forbi, lod sig formilde. Exempler herpaa
have vi allerede seet i det Foregaaende. Sagaen meddeler endnu en liden
Fortælling, der i denne Henseende er noget oplysende. Olaf Tryggvessøns Morbroder
Thorkell Dyrdil levede, som ovenfor nævnt, endnu paa Magnus’s Tid som en
bedaget Olding. Han var Sysselmand, maaskee paa Agder, hvor han i det mindste
paa Olaf Tryggvessøns Tid skal have boet. Det var forebragt Kongen, at han
ikke havde udredet saa meget af den opkrævede Landskyld, som det tilkom ham.
Forbitret derover, gjestede Kongen ham, uden forud at underrette ham derom,
med mange Folk, i den Tanke, naar han da ej havde tilstrækkeligt Forraad til
Vejtslen, og hans Underslæb saaledes var røbet, at fratage ham Embedet. Man
merkede imidlertid ikke til nogen Mangel. Thorkell tog venligt mod Kongen, og
Gjestebudet var overflødigt. Kongen var dog i lang Tid uvenlig og mørk. En
Dag, medens Bordene vare borte, gik Thorkell hen til ham, og beklagede at han
var i saa slet Lune; han spurgte ham, om han i Mangel af anden Adspredelse vilde
hugge Hovedet af nogle Bukke og Øxne, der skulde slagtes til Gildet. Kongen
sagde, at han vilde forsøge, og Thorkell førte ham nu ud i Gaarden til et Sted,
hvor der stod en stor Buk. Kongen hug til den paa Halsen med sit Sverd, men
det bed kun lidet, og til alle de Omstaaendes Forundring faldt der Sølvpenge ud,
hvor han havde hugget. Kongen udbrød i Vrede: «det er dog vist og sandt,
1 Dette er Saxos udtrykkelige Ord, se ovenfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
