Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
MAGNUS DEN GODE
At det derimod var Michael Kalafates, ikke Constantin Monomach, der
blindedes af Harald, have vi ovenfor seet, og det er saaledes en Misforstaaelse baade
af Skaldeversene og af de oprindelige Beretninger, naar de Sagabearbejdelser,
vi nu kjende, lade denne Mishandling gaa ud over Constantin. Dette hindrer os
imidlertid ikke fra at antage, at Harald strax før sin Flugt, efter at være
undsluppen af Fængslet, kan have tilføjet Constantin en eller anden Fornærmelse, eller
en temmelig haanlig Skjendsel, som Thjodrek udtrykker sig. Vel heder det i Saxos
Fortælling, at Kejseren af Beundring over Haralds raske Daad benaadede ham
og gav ham et Fartøj til at sejle bort paa. Men hiint Skaldevers, der beretter at
Harald lod en Deel af Væringerne dræbe, vidner om at hans Afsked fra Kejseren
ej har været saa fredelig, medens Fortællingen om den Maade, hvorpaa han slåp
ud af Sævidarsund eller Havnen ved Constantinopel, ogsaa bærer Sandhedens
Præg, og viser at han ej med det Gode var kommen løs. Her var det desuden ej
alene Haralds Forbrydelse, hvori den nu end bestod, men hans politiske Stilling,
som gjorde ham forhadt og frygtet. Saxos eller Kong Valdemars Fortælling maa
altsaa være mindre nøjagtig i dette Stykke, saa vel som i Angivelsen af Aarsagen,
hvorfor Harald fængsledes, og deri, at den kun lader ham have en eneste
Følgesvend i Taarnet. Men hvori den Fornærmelse bestod, som Harald tilføjede Kejseren,
er nu, af Mangel paa omstændelige Kilder, umuligt at angive. Maaskee var det
allerede Fornærmelse nok, at Harald brød ind i Paladset, og dræbte nogle
Væringer. Men naar han først var kommen saa vidt, har han neppe ladet det blive
derved, og maa i det mindste have plyndret, og sat Kejseren i den yderste
Forfærdelse. Dog, de byzantinske Forfattere tie derom. Imidlertid fortælle de om et
stort Opløb, der fandt Sted mod Constantin den 9de Marts 1044, da Folkehoben
i Constantinopel, som længe havde forarget sig over den ublue Maade, hvorpaa
han levede med sin Frille Skleræna, samlede sig sammen, styrtede under vilde
Raab hen mod Kejseren, just som han kom gaaende i Spidsen for en højtidelig
Procession, og havde vistnok faaet fat paa ham og dræbt ham, hvis ikke
Fyrstinderne Zoe og Theodora selv havde talt til Folket og beroliget det1. Under denne
Forstyrrelse kunde Harald maaskee have sluppet ud af Fængslet, og, benyttende
sig af Folkets oprørte Stemning, vovet et dristigt Forsøg mod Kejserens egen
Person. Thi det synes temmelig vist, at hans Flugt ej fandt Sted paa den Tid,
da Russerne laa udenfor Bosporos, men først i Løbet af Aaret 1044, og at han
saaledes var meget længere fængslet, end Sagaerne angive2. Alle disse ere nemlig
været usædvanligt i deres Familie. Naar Zoe adopterede Kalafates selv, kunde hun vel og have
adopteret en af hans kvindelige Slægtninger.
1 Kedrenos, S. 761.
2 Det eneste, der kunde tale for at henføre Flugten til hiin Krigstid, er den Omstændighed, at Hav-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
