Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
MAGNUS DEN GODE
i de meest glimrende Farver. Det hed at han var større og sterkere end alle andre,
at han vidste at finde Udvej i alle Vanskeligheder, at han sejrede i enhver Kamp
og mod hvilken som helst Modstander, og at han var saa rig paa Guid at ingen
vidste, hvor mange tusende Merker det var1. Magnus lod sig dog ikke heraf skrække,
men styrede ned til Danmark, hvor han først opsøgte Sven. Men herpaa havde,
som det synes, Harald kun væntet, for strax at begive sig til Norge, og benytte
sig af Magnus’s Fraværelse til at fremstaa som Tronprætendent og, om muligt,
skaffe sig et Parti. Derved brød han dog allerede det Forbund, han havde
sluttet med Sven, idet han forlod ham, just da det gjaldt med forenede Kræfter at
gjøre Magnus Modstand. For at besmykke sin Ferd skal han have indbildt sine
Omgivelser, at Sven tragtede ham efter Livet. Han lod nemlig, som det
fortælles, en Aften lægge en Træstubbe i sin Sæng ombord paa Skibet, og brede et Teppe
over, som om det var ham selv, der laa der, idet han tillige ej utydeligt gav at
forstaa, at han væntede Svig af Sven, fordi han i en Samtale, han tidligere havde
haft med ham, ej havde viist sig saa villig til at kæmpe mod Magnus, som Sven
ønskede. Om Natten kom der og en Mand ganske sagte roende hen til Haralds
Skib, gik i største Stilhed ombord, og agter til Løftingen, hvor Sængen stod,
løftede paa Teltet, der var over den, hug med en Øxe saa haardt i Træstubben, at
Øxen stod fast, og skyndte sig derpaa tilbage, førend endnu nogen i Belgmørket
havde kunnet kjende ham. Dagen efter krævede Harald alle sine Mænd til Vidne
paa Svens Forræderi, idet han viste dem Træstubben med den fastsiddende Øxe,
og man troede ham i det mindste den Gang, uagtet Sven siden, da han erfoor
Beskyldningen, højtideligt fralagde sig ethvert saadant Forsøg, og forsikrede, at
det Hele kun var et Opspind af Harald selv2. Harald skyndte sig nu, saa hurtigt
1 Harald Haardraades Saga, Cap. 18, Snorre, Cap. 20.
2 Harald Haardraades Saga, Cap. 19, Snorre, Cap. 22, jfr. Morkinskinna og Flatøbogen. De sidste
fortælle Begivenheden saaledes, at et Par Pile traf Haralds Sæng; man seer altsaa at der har været
forskjellige Beretninger derom. Alle de nævnte Sagabearbejdelser ere enige om at lade Haralds Tilbøjelighed
til at skille sig fra Sven opkomme ved et hemmeligt Tilbud om Forlig og Deling af Norge, som Magnus
havde sendt ham. Men at dette er urigtigt, sees deraf, at endog Morkinskinna desuagtet lader Harald paa
egen Haand antage Kongenavn paa Oplandene, og Magnus ile imod ham for at stride med ham, hvorefter
der anden Gang, og nu aabenbart den rette Gang, fortælles om Meglingsforsøg og Forligstilbud.
Hrokkin-skinna og Snorre lade ogsaa Harald og Sven komme i en Ordvexling umiddelbart før hiint foregivne
Attentat paa Haralds Liv. Sven og Harald, fortælles der, sad en Aften ved Drikken, og den første spurgte Harald,
hvad han ansaa for det ypperste af sine Klenodier. Harald nævnte sit Banner, Landøde, der skaffede
den Sejr, foran hvem det blev baaret. Det tror jeg ikke, skal da Sven have sagt, førend du tre Gange har
kæmpet med din Frænde Kong Magnus og sejret over ham. Harald skal have svaret i Vrede, at Sven ej
behøvede at minde ham om hans Frændskab med Magnus: det var ikke derfor, at han drog imod denne i
aabenbar Kamp, at han jo heller ønskede at møde ham paa en lempeligere Maade. Dertil skal Sven, idet
han skiftede Farve, have sagt, at man nok tidere havde seet Prøver paa at Harald ikke holdt andet af
sluttede Aftaler, end hvad der var ham selv til Nytte; til Gjengjeld skal Harald have bebrejdet Sven, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
