Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALDS KRAFTIGE STYRELSE
159
Med Emund uddøde saaledes den gamle Ragnarske Æt, og ingen af de tre
nordiske Herskerstammer havde nu noget forud for de øvrige i Anseelse. Ja, skulde
en af dem nu i den almindelige Opinion betragtes som om den besad en højere
Grad af Legitimitet, maatte det være den norske, deels fordi den nu var den ældste,
deels, og fornemmelig, fordi St. Olafs Helgenglands omsvævede den.
15. Indenlandske Forhold. Kong Haralds strenge og kraftige Styrelse.
Den Lethed, hvormed Harald Sigurdssøn kom i Besiddelse af Norge efter
Magnus’s Død, maa deels tilskrives den Omstændighed, at han allerede i dennes levende
Live var anerkjendt som Medregent, deels, og fornemmelig, at han nu, som det
lader, virkelig var den eneste levende Ætling af Harald Haarfagre i lige nedstigende
Linje paa Sverdsiden, saa at han efter de Tiders Anskuelser betragtedes som den
rette Odelsmand til Riget, hvis Fordringer ikke engang hans bitreste Fiender vovede
eller endog tænkte paa at underkjende. Men yndet var han ej. Man havde allerede
lært hans Charakteer saa godt at kjende, at alle i ham væntede at faa en streng
og myndig Herre. Heller ikke skuffedes de i denne Forvæntning. Haralds hele
og temmelig lange Regjeringstid var, som man tydeligt kan see, optagen af en
med Plan og Konsekvens, med Kraft og urokkelig Strenghed, tildeels ogsaa med
Haardhed, udført Bestræbelse for at befæste Kongedømmet, undertrykke alle
anarchiske Tendenser, og i det Hele taget at bringe den Ordning af de indre
Forholde til Udvikling, som hans Broder St. Olaf havde grundet, men som under
Magnus’s korte, deels under Lendermændenes Formynderskab førte, deels af de
danske Anliggender optagne, Regjering ej havde kunnet nyde saa megen
Opmerksomhed og Forsorg, som ønskeligt var. Hvad Harald i denne Henseende udrettede,
er i vore Kongesagaer mere løseligt antydet, end ligefrem udtalt. Men hvad der
fortælles, er allerede tilstrækkeligt til deraf at drage den Slutning, at han maa
have været i Besiddelse af overlegne Talenter og have udviklet en alt besejrende
Kraft. Vi erfare, at han ved sin Død efterlod sine Sønner et velordnet,
blomstrende Rige og velbefæstet Kongedømme, og det uagtet de fleste Aar af hans
Regjering havde været optaget af Krige, der ellers plejede at frembyde gunstige
14 siger, «da dette var skeet der, døde Kong Jakob», synes det, som om han, det sikre, samtidige Vidne,
henfører Anunds Død til 1049 eller 1050, hvilket ogsaa godt stemmer dermed, at de i Anledning af hans
senere Giftermaal med Anunds Enke opstaaede Stridigheder med Erkebiskop Adalbert bilagdes først i
1053: — og i mindre end 3 Aar kunne dog disse Stridigheder ej have varet. I den hos Lindenbrog meddeelte
Hist. Archiep. Bremensium er Anunds Død, aabenbart kun gisningsviis, henført til 1051. Emunds Død
henfører Mag. Adam, III. 15 til Tiden under eller nærmest efter Uaaret 1056 (se nedf.); hans rette
Døds-aar er derfor sandsynligviis 1056.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
