Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270
> HARALD HAARDRAADE
Lagmand, ved Navn Thorvid eller Thyrvid1: ogsaa han søgte at sætte Mod i Hæren.
Siddende paa sin Hest, der var tøjret til en Pæl, begyndte han sin Tale saaledes:
«Vi have en stor og vakker Hær, og her ere mange kjekke Mænd, i Jarlen have
vi en dygtig Anfører; lad nu ogsaa Kong Steenkil spørge, at vi understøtte denne
gode Jarl som det sømmer sig. Angribe Nordmændene os, saa lad os vise at vi
kunne tage godt imod dem. Om end de unge blandt os tabe Modet og vige, saa
ville vi dog ikke rende længer end til Bekken, i alle Fald ikke længer end hist til
Høj en». Men just som han sagde disse Ord, rejste Nordmændenes Hær sig op,
istemte Krigsraab og slog paa sine Skjolde. Gauterne, der troede at Nordmændene
nu vilde begynde Angrebet, gave sig ogsaa til at raabe; derved blev den Hest,
paa hvilken Lagmanden sad, sky, og rykkede saa heftigt i Touget, at Pælen fløj
op med en Fart og traf Lagmanden ved Øret; han troede strax at det var en
norsk Piil, glemte i et Øjeblik alle sine tapre Ord, gav Hesten af Sporerne med
de Ord: «gid du faa en Ulykke, du Nordmand, som du skyder», og tog Flugten.
Det havde dog ikke været Haralds Hensigt at angribe, men kun at sætte Gauterne
i Forvirring og Bevægelse. Det lykkedes ham fuldkommen. Jarlen rykkede selv
frem med sit Merke, i den Tanke at Nordmændene nærmede sig; men Harald holdt
sine Folk tilbage, indtil Gauterne vare komne over Myren, lige under Bakken;
da styrtede de i fuld Fart ned over dem, og tilføjede dem et fuldstændigt Nederlag.
Jarlen selv forsvarede sig tappert med sin udvalgte Skare af Krigere, der havde
fulgt ham hjemmefra, men Gauterne flygtede til den nærliggende Skov, og tilsidst
maatte ogsaa han vende Ryggen. Blandt andet Bytte, som Nordmændene gjorde,
var og hiint Banner, der havde tilhørt Magnus den gode, og som Harald nu lod
bære i Triumf foran sig ved Siden af sit eget, idet han kaldte det Sejrens skjønneste
Priis. Han forfulgte de flygtende et Stykke ind i Skoven, men ikke langt, da
Mørket allerede begyndte at falde paa. De fleste antoge ogsaa, at Jarlen var falden.
Men da Nordmændene paa Tilbagevejen gjennem Skoven kom til et Sted, hvor
Vejen var saa smal, at blot een kunde gaa ad Gangen, vidste man ikke Ordet af,
førend en Mand kom løbende2 tvers over Vejen, gjennemborede den, der bar
Merket, med et Spyd, medens han med den anden Haand greb Merket selv, og
ilede ind i Skoven paa den anden Side, alt sammen saa hurtigt, at man ej kunde
faa ham fat. Da man meldte Kongen dette, sagde han: «Saa er Jarlen endnu i
1 Morkinskinna kalder ham Thorfinn; hans rette Navn er Thorvid, Thorvi eller Thyrvid, (ligesom
Thorgils i svenske Skrifter ofte skrives Thyrgils); han er upaatvivlelig den i Vestgøtalagen S. 396 under
Navnet Jiyrnir omtalte Lagmand, og man bør vist her læse Jayruir (J>yrvi5r), ej Jjyrnir.
2 I Hryggjarstykke, Hrokkinskinna og hos Snorre staar der at Manden hleypti d. er reed, tvert over
Vejen. Men naar denne var saa trang, at kun een for een kunde gaa langs ad den, var det en fuldkommen
Umulighed at ride i fuld Fart tvers over den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
