Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286
HARALD HAARDRAADE
end efterligne Knuts Stordaad». «Nu vel», svarede Tostig, «siden vore Frænder
gjøre sig til vore Fiender, skulle ogsaa deres Fiender blive mig i Frænders Sted»1.
Han forlod Sven i Vrede, og drog til Norge, hvor han opsøgte Kong Harald
Haard-raade, der endnu opholdt sig i Viken, og fremsatte nu den samme Anmodning
til ham, som han allerførst havde fremsat til Sven, nemlig om Hjelpetropper. Men
da Harald indvendte, at Nordmændene ej havde nogen Lyst til at drage paa
Krigstog til England under nogen engelsk Høvding, mindede Tostig ham om Kong
Magnus’s Arveret efter Hardeknut ifølge Brennø-Forliget, og om den Fordring,
Magnus i sin Tid paa Grund heraf havde gjort til Edward Confessor om at afstaa
ham England, en Fordring, som ogsaa Harald selv, efter hvad vi have seet2,
allerede havde fremsat strax efter sin Tronbestigelse, da han i eet og alt betragtede
sig som Magnus’s retmæssige Arving, og hvis Fornyelse nu ej længer hindredes
ved det Forlig, han havde indgaaet med Edward Confessor, medens han derhos
allerede ved sin politiske Stilling, og end mere ved det Tog, han havde
foranstaltet i 1058, var kommen i et fiendtligt Forhold til Harald Godwinessøn3. Hos
Harald manglede det ikke paa Lyst til atter at søge sin Fordring sat igjennem, og
Tostig sparede ej paa gode Løfter og Opmuntringer for at faa ham til at gjøre
Alvor deraf. Han tilbød sig, ligesom han havde tilbudt Hertug Villjam, at under -
x Harald Haardraades Saga Cap. 112, Snorre Cap. 81, Fagrskinna Gap. 198, Morkinskinna fol. 18. a.
Denne sidste er ovenfor især fulgt ved Fremstillingen af Svens og Tostigs Samtale. Villjam af Aquit. siger i
Korthed, at Sven nok lovede Villjams Gesandter Troskab (fidem), men at han dog tilsidst viste sig som
en Ven af hans Uvenner. Dette svarer temmelig nøje til Tostigs Udraab: «vore Frænder gjøre sig til vore
Fiender»; kun med den Forskjel, at Sven ifølge Villjam af Aquit. gav Gesandterne selv gode Ord, og kun
siden i Gjerningen viste sig fiendtlig stemt mod Villjam. Men da Tostig og Villjam neppe tiere saaes, kan
man temmelig godt forklare sig at Nordmannerne ikke fik nøjagtig Beretning om hans Ærendes Udfald.
Og desuden viste jo Sven sig virkelig i Førstningen venligt stemt mod Tostig, idet han tilbød ham
Jarl-dømme i Danmark. I hine Tider, hvor Skrivekunsten ej var almindelig udbredt, hvor Rejserne vare
langvarige, og hvor der hverken gaves Postforbindelser eller Aviser, kunde Beretninger om Gesandtskaber
og deres Udfald, saa vel som andre vigtige Statsbegivenheder, umuligt blive saa hurtige, fuldstændige
og indbyrdes overeensstemmende, som vi nu omstunder ere vante til. Fra det Øjeblik, Tostig havde
forladt Nordmandie, har Villjam sikkert ikke hørt noget fra ham, førend han kom tilbage fra Norge og atter
viste sig i de engelske Farvande. Af samme Grund kan det ogsaa forklares, at vore Sagaer aldeles intet
vide at fortælle om at Tostig overbragte noget Ærende fra Villjam til Sven. Thi de Ord, som de lægge dem
begge i Munden, er kim hvad Sagafortælleren sidenefter gjennem mange Mellemled havde erfaret,
indskrænke sig kim til Tostigs og Svens personlige Interesser, og udgjøre naturligviis kun en uendelig liden
Deel af de Samtaler, der maa have været vexlede mellem dem. Af samme Grund er det og, at Chron. Sax.
ikke veed eller taler det mindste om, hvad Tostig foretog sig lige fra sin Afrejse i Oktober 1065 indtil hans
Tilbagekomst sidst i April 1066. Hvad de nordmanniske Forfattere berette om Storm og Modvind, som
skulde have drevet Tostig mod Norden, er mindre sandsynligt. Han besøgte vist Sven efter forud aftalt
Plan. Sandsynligviis har han vel endog anløbet Flandern, og fremført en lignende Bøn om Understøttelse
til Balduin, men ligeledes uden Held, thi det siges udtrykkeligt, at Balduin, opfordret af Villjam til at
staa ham bi, vægrede sig derved.
4 Se ovf. S. 152. 3 Se ovf. S. 242.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
