Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
HARALD HAARDRAADE
enkelt for sig var mægtig nok til at kunne ryste hans just ikke synderligt befæstede
Trone, og som tilsammen aldeles maatte kunne overvælde ham. Hvor vidt de
derimod virkelig handlede efter fælles Overlæg, er et Spørgsmaal, der med de
Oplysninger, der hidtil om denne Sag ere komne for Dagen, neppe nogensinde med
Sikkerhed vil kunne besvares. Thi vistnok havde Tostig, som det nys er viist,
kun paa egen Haand indladt sig med Harald, og gjort ham Løfter, der ikke kunde
bestaa med Hertug Vill jams Fordringer og Hensigter; og det viste sig, som vi
i det Følgende ville see, at han fremdeles sluttede sig til Harald, som om det kun
var med ham, og ej med Vill jam, at han havde indgaaet noget Forbund. Men paa
den anden Side vare Forbindelserne mellem Norge, England og Nordmandie i
denne Tid ikke saa sjeldne, at Harald og Vill jam siden, efter at de havde begyndt
deres Udrustninger, kunde være i fuldkommen Uvidenhed om deres gjensidige
Planer og Skridt, og da nu derhos deres Ankomst til England var næsten
samtidig, ligger den Tanke nær, at de ere blevne enige om at operere i Fællesskab,
og efter Sejren at dele England mellem sig, saa meget mere som der er flere
Omstændigheder, som tyde hen paa, at der mellem Harald og Villjam, som overhoved
mellem Nordmændene og deres Ætlinger, Nordmannerne, endnu herskede
særdeles Venskab1.
Da det lakkede mod Vintrens Ende og Vaaren nærmede sig, sendte Harald
Bud rundt om i hele Riget, udbød Ålmenning, saa vel af Folk, som af Skibe, og
foreskrev nøjagtigt, hvor meget ethvert Fylke skulde udrede. Dette Foretagende
blev nu, som rimeligt var, den sædvanlige Gjenstand for Samtale i hver Mands
Huus, og i Særdeleshed i Kongens Hird. Man anstillede alle Slags Gjetninger
om, hvorledes Toget vilde løbe af. Nogle meente at Harald, der havde udført
saa mange Bedrifter udenlands, vilde kunne overvinde enhver Hindring, Andre
derimod, at England var mægtigt og folkerigt, og derfor vanskeligt at vinde.
Især frygtede man Thingmannalidet, hvilket altsaa paany maa være blevet op-
1 Det er allerede ovenfor nævnt, at Ordrik lader Tostig alene komme tilfældigviis til Norge; han
tilføjer endog, at Tostig listigt greb den Udvej at ophidse Harald til Toget, for derved at frelse sig fra at blive
greben som Spejder; ligesom han ogsaa udtrykkeligt siger at Hertug Villjam intet vidste derom. Saxo
(S. 555) omtaler ogsaa begge Fyrsters Udrustninger og Tog som tilfældigviis samtidige. Heller ikke vide
vore Sagaer noget om nogen fælles Aftale mellem Villjam og Harald at fortælle. Men ikke desto mindre
kan en saadan Aftale godt være sluttet imellem dem, og hvad der ovenfor er antydet om Guthorm af
Ringenes, bestyrker det. Om Venskabet mellem Hertugerne i Nordmandie og Nordmændene tales der
udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga Cap. 39, Snorre Cap. 20, hvor det heder at «Rudujarlerne længe regnede
sig i Frændskab med Norges Høvdinger, satte megen Priis derpaa, og altid vare Nordmændenes største
Venner», og at disse Følelser endnu besjælede Villjam, viser sig af det merkelige Sted i Edward Confessors
Love (Thorpes Udg. Cap. 34) hvor det heder at Villjam, fordi hans og næsten alle de nordmanniske Baroners
Forfædre vare Nordmænd og udgangne fra Norge, ønskede at udvide Danelagens Lovgivning, eller de
Norskes og Danskes Love, til hele England.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
