Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364
OLAF HARALDSSON (KYRRE)
folk strengt taget ikke vare forpligtede til at være hjemmefra længer end en
bestemt Tid af Aaret, og denne Tid enten allerede var udløben, eller i alle Fald
vilde udløbe længe førend Toget var tilendebragt, medens Nordmændene
derimod, som kongelige Huustropper eller Lenstropper, vare forpligtede til at
adlyde deres Konges Befaling uden nogen Tids-Indskrænkning, og dertil vist ogsaa
vare langt bedre forsynede med Levnetsmidler: kan man ej undre sig over at
Danerne optoge deres Forestillinger med Harme. Da Knut endelig kom til
Limfjorden, fandt han kun de norske Skibe. De danske vare alle sammen borte. Han
blev, som man let kan forstaa, overmaade opbragt herover, og lovede, hvad han
og til sin egen Skade holdt, at lade Danerne bøde haardt derfor. Uagtet
Nordmændene fremdeles tilbøde sig at ville følge ham, hvor han førte dem hen, var
der dog nu ikke længer Spørgsmaal om at tiltræde Toget, og han gav dem
Tilladelse til at drage hjem, med mange Taksigelser og Lovtaler, fordi de saa
hæ-derligen havde adlydt deres Herres og Konges Befaling. Han sendte ogsaa store
Gaver med dem til Kong Olaf, og gav Nordmændene det Tilsagn, at deres
Handelsskibe uhindret skulde kunne sejle gjennem hans Land og Strømme1. Saaledes
slåp Norge denne Gang med Udrustningen alene, og undgik at komme i en Krig
med England, der maaskee kunde have haft farlige Følger. Hvorledes Knut siden
tog en haard Straffedom over sit Folk, og hvorledes Jyderne, opbragte herover,
gjorde Opstand, flokkede sig sammen mod Knut, forfulgte ham over til Fyn og
dræbte ham i St. Albani-Kirke i Odense (10de Juli 1086), er noksom bekjendt2,
saavel som hvorledes Knuts Død, ligesom St. Olafs i Norge, om end ikke med
saa fuld Ret, betragtedes som en Martyrdød, og gjorde ham til Danmarks første
Nationalhelgen og Skytspatron3. Kong Olaf synes ikke at have blandet sig i
disse Anliggender. Han gjorde heller ikke, som det synes, nogen Indvending til
Fordeel for Knuts unge Søn Karl, der ved Opstandens Udbrud var bleven sendt
i Sikkerhed til Flandern med sin Moder, da ikke han blev udvalgt til Konge,
men derimod Farbroderen Olaf, som udløstes af sit Fængsel. Freden vedblev
fremdeles mellem Norge og Danmark; ja den danske Konge egtede endog Kong
Olaf Haraldssøns Syster Ingegerd: en Forbindelse, der dog just ikke behøver at
udlægges som Tegn paa nøjere Venskab mellem Kongerne selv, da Ingegerd,
Ellisivs Datter, allerede, som ovenfor antydet, fra Barnsbeen af synes at have
1 Knytlingasaga, Cap. 43. Snorre, Olaf Kyrres Saga, Cap. 8.
2 Se Knytlingasaga Cap. 44—62. Saxo, S. 582—592. Ælnodh, hos Langebek, III. 5. 355—373. Sven
Aagessøn, hos Langebek, I. S. 57, 58. Villjam af Malmsbury, III. 261.
3 Her var dog den Forskjel, at Knut blev formelig kanoniseret (se Ælnodh, S. 382) medens Olaf
derimod alene «dømtes hellig» af Nordmændene, og sidenefter stiltiende anerkj endtes som saadan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
