Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
OLAF HARALDSSON (KYRRE)
somhed indviklede ham med Kong Henrik, og hans Indblanding i Tydsklands
politiske Bevægelser. Gregor, der allerede under Leo den 9de var bleven
Kardinal, havde under de tre sidste Paver, Stephan den 9de, Nikolaus den 2den og
Alexander den 2den været Kirkens egentlige Bestyrer, og i Særdeleshed kunde
den svage og lidet agtede Alexander betragtes som et viljeløst Redskab i hans
Haand. Ved Alexander den 2dens Død 1063 fandt Hildebrand — dette var, som
bekjendt, Gregors egentlige Navn — Tiden at være kommen til selv at bestige
Pavetronen, og uagtet han egentlig kun valgtes ved Akklamation og med
fuldkommen Tilsidesættelse af de nys foreskrevne Former, gav Kong Henrik dog
efter en kort Vægring sit Samtykke til hans Indvielse. Henrik havde paa denne
Tid allerede længe ligget i Strid med de saxiske Fyrster, nemlig Magnus, Ordulfs
Søn og St. Olafs Dattersøn, der i Aaret 1071 havde efterfulgt sin Fader som Hertug,
Ordulfs Broder Grev Hermann, og Otto af Nordheim, som efter at være bleven
ophøjet til Hertug af Bajern, ved sin Herskesyge og sin Opposition mod Adalberts
Anmasselser havde gjort sig denne, og følgelig Kejseren, til svorne Fiender. Uagtet
Kongen havde faaet Hertug Magnus i sin Magt og holdt ham fængslet, sluttede
dog de saxiske Fyrster og Biskopper, med Hermann og Otto i Spidsen, et
Forbund om at forsvare Saxlands Friheder til det yderste, og begyndte aabenbar
Krig, der dog for det første endte med Saxernes Nederlag og Ydmygelse i det
blodige Slag ved Unstrect 1075. Imidlertid havde Pave Gregor allerede strax
efter sin Ophøjelse paa Pavestolen ladet Henrik og Saxerne melde, at de paa
begge Sider skulde afholde sig fra Fiendtligheder, indtil pavelige Legater havde
undersøgt Sagen og han selv derefter afsagt Dom imellem dem. Det var den
første Gang, at man fra Pavestolen havde hørt et saadant Sprog, og seet en
saadan Fordring paa øverste Dommermyndighed opstillet. Man brød sig heller
ikke for det første synderligt derom, og Kampen fortsattes. Men desto bedre
Lejlighed fandt Gregor til at udvikle sin Magt. Deels vandt han de allerede
mægtige Nordmanner i Italien, hvorom mere nedenfor, deels sluttede den mægtige
Grevinde Mathilde af Toskana sig til ham, og lagde al sin Indflydelse i
Vegt-skaalen til at understøtte hans Foretagender. Det var let at forudsee, at Gregor,
hvor upartisk han endog fra først af virkelig var, eller paastod at være, dog
tilsidst maatte komme til at holde med Kejserens Modstandere. Hans Hovedøjemed,
hvorefter han rettede alle sine Bestræbelser, var Kirkens fuldkomne
Emancipation fra Staten, eller den verdslige Myndighed, hvis øverste Repræsentant
Kejseren var. I denne Hensigt søgte han ej alene ved streng Indskærpelse af de
allerede tidligere givne Bestemmelser mod Gejstliges Egteskab at løsrive dem fra
det almindelige borgerlige Liv; men ved konsekvent at gjennemføre Forbudet mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
