Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
414
OLAF HARALDSSON (KYRRE)
paa mødrene Side. Olaf beskrives som en høj og velvoxen Mand, skjønt ej saa
høj som sin Fader Harald; alle vare enige om at de ikke havde seet nogen Mand
af et smukkere eller mere majestætisk Udvortes. Hans Haar var guult som Silke,
og hang smukt i Lokker; hans Hudfarve var lys, Øjnene vakre, Lemmerne
veldannede, han talte ikke gjerne offentligt til Thinge, derimod var han lystig ved
Drikkebordet, og samtalede gjerne i fortroligt Vennelag1. Da han, som vi have
seet, yndede Pragt, kunne vi allerede deraf slutte, om end Sagaerne ikke
udtrykkeligt nævnte det, at han fremfor andre Konger holdt sin Hird med ypperlige
Vaaben og Klæder: han sparede ikke paa Guld, Sølv og kostbare Klenodier, naar
det var ham om at gjøre at udmerke en dygtig Mand eller binde ham til sig. Kun
paa Jordegods var han paaholdende, undtagen mod sin Yndling Skule. Men
Lendermænds-Aristokratiet var ogsaa allerede mægtigt nok, til at han ikke skulde
svække Kronen end mere ved at bortgive flere af dens Ejendomme.
Sagaerne meddele kun et enkelt Træk af Olafs private Liv, men dette viser
os dog allerede noksom, hvor venlig og spøgefuld han var. En Sommer, fortælles
der, havde hans Mænd rejst omkring for at opkræve Landskyld. Kongen spurgte
dem, hvor de havde fundet den bedste Modtagelse. De nævnte en Bonde i et
Fylke2; «han er gammel Mand», sagde de, «som veed mange Ting forud; vi have
spurgt ham om en heel Deel, som han har givet os fuldkommen Besked paa, og
tro vi derfor, at han skjønner Fuglenes Sprog». «Hvor kunne I dog tro noget
saadant», sagde Kongen; «det er jo kun Narrestreger». Men en Sommer, da Kongen
sejlede langs Kysten gjennem nogle Sund, spurgte han tilfældigviis sine Mænd,
hvad den Bygd hed, som man nu kom forbi. De svarede ham, at det netop var
det Fylke, hvor de havde fundet den venlige Modtagelse, og at den kloge Olding
boede paa en Gaard som laa ganske nær ved Sundet. Kongen, som saa en Hest
gaa og græsse tæt ved Gaarden, befalede nu nogle af sine Mænd at ro i Land og
dræbe den. De undskyldte sig, da de nødig vilde tilføje deres venlige Vert nogen
Skade, men det hjalp ikke; paa Kongens Befaling maatte de hugge Hovedet af
Hesten, dog saaledes at der ej kom Blod paa Jorden; Kroppen blev bragt
ombord paa Skibet, og Hovedet gjemt under Tiljerne i Baaden. Derefter maatte
de hente Bonden selv, men det blev dem strengelig forbudt at give ham det mindste
Nys om hvad der var skeet. Da Bonden kom ombord paa Kongens Skib, spurgte
denne ham, hvo der ejede den Gaard, han boede paa. «Det gjør I, Herre», svarede
1 Olaf Kyrres Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1.
8 I Udgaven af Snorre staar der: «et Fylke i Lister Len»; at dette «i Lister Len» er senere tilføjet efter
Peder Klaussøns Oversættelse, skjønnes saavel deraf at «Lister Len» er en langt yngre Benævnelse end fra
Olafs Tider, som af den Urimelighed at sætte «Lister Len» som større end et Fylke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
